Restauranter kæmper om øko-guld

ÅRHUS:Nu skal restauranter kæmpe om og kunne skilte med deres evner til at servere økologisk mad. I det nye år vil restauranter, institutionskøkkener m.fl. kunne påføre stedet et økologisk spisemærke fra Fødevareministeriet - i enten guld, sølv eller bronze. Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) siger, at det nye spisemærke er en hjælp til de forbrugere, som gerne vil spise økologisk mad. - Nu kan de let vælge et køkken, hvor kokken anvender en vis procentdel økologiske råvarer, fordi vi nu gør det nemt at skilte med økologien, siger Eva Kjer Hansen.  Spisemærket viser, hvor stor en andel af de indkøbte råvarer, der - målt i kroner - er økologiske. På spisemærket angives økologiandelen med procentintervallerne 30-60, 60-90 eller 90-100. For at gøre det lettere for forbrugerne findes spisemærket i henholdsvis guld, sølv og bronze, hvor guldet går til dem, der har mest økologi på menuen./ritzau/