Restauranter: Lønaftale redder job - næste skridt er udgifter

Der er brug for at kompensere virksomheder for de udgifter, der er forbundet med nedlukning, mener Horesta.

KØBENHAVN:Det vil redde job på restauranter og caféer, at der er indgået en aftale om lønkompensation for de virksomheder, der er ramt af den delvise nedlukning i 38 danske kommuner.

Sådan lyder det fra Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta, der repræsenterer restauranter, barer og hoteller.

- Virksomheder i vores erhverv er så afhængige af de ansatte, og når der ikke er kompensation, kan man ikke gøre andet end at afskedige, og med den her aftale kan vi sikre, at vores ansatte ikke får en fyreseddel i julegave, siger hun.

Meldingen kommer, efter at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om lønkompensation torsdag morgen.

Kirsten Munch Andersen fremhæver, at der i aftalen er mulighed for restauranter at sende for eksempel tjenere hjem på lønkompensation, mens kokke er på arbejde for at lave mad til takeaway.

Hun understreger i samme ombæring, at aftalen om lønkompensation kun er et første skridt. Næste skridt er at se på udgifterne. Det kræver en politisk aftale.

- Der er brug for, at man ser på, hvordan man kan sikre kompensation for de udgifter, som nedlukningen medfører.

- Det gælder både faste udgifter, men også for eksempel udgifter til råvarer, der nu ikke bliver brugt, siger Kirsten Munch Andersen.

Hun påpeger derudover, at december er en måned, hvor restauranter normalt tjener godt med penge, så der er noget at stå imod med en mere stille periode i januar og februar.

- Derfor er alt ikke reddet endnu, men vi er et godt stykke på vej, siger Kirsten Munch Andersen.

Hos erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, er der kritik af dele af aftalen.

Administrerende direktør Jakob Brandt påpeger især, at virksomheder skal dække en del af lønnen for hjemsendte ansatte.

Lønkompensationen giver mulighed for at dække 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

- Endnu engang lander en alt for stor del af regningen hos de små virksomheder.

- Man skulle have fundet en løsning, hvor medarbejderne blev kompenseret af staten for eksempel via dagpengesystemet, for selvfølgelig er det ikke fair, at virksomheden skal betale løn til medarbejdere, der ikke arbejder, siger han i en kommentar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.