Restauratør dømt for groft overfald

En 45-årig restauratør i Jernbanegade, der har siddet varetægtsfængslet siden den 18. december 2004, fik i går ved retten i Hjørring en dom på seks måneders fængsel for et groft overfald på en 28-årig mand på postparkeringen i Dronningensgade, om aftenen den 18. december.

Vold 10. februar 2005 23:43

Den 28-årige var netop steget ud af en bil, da en mørk varevogn rullede op ved siden af ham. To-tre personer sprang ud og gennembankede den 28-årige, blandt andet med et redskab, som muligvis var et koben. Den 28-årige pådrog sig en del kvæstelser, bl.a. snitsår i ansigtet og blev indlagt til observation for hjernerystelse. Truede med Bandidos Tidligere på aftenen havde den 28-årige været inde på restauratørens værtshus, hvor han var kommet med alvorlige trusler mod en kvindelig bartender. Hun forklarede i retten: - Han ville have fat i restauratøren, og så truede han med, at han sammen med sine venner i Bandidos ville komme og smadre mig og værtshuset. Baggrunden for truslerne var angiveligt, at den 28-årige aftenen forinden var blevet smidt ud af den 45-årige restauratør. Da den 45-årige hørte om truslerne kontaktede han politiet, men de ville ikke umiddelbart gøre noget ved det. Den tiltalte forklarede i retten, at han efterfølgende kørte lidt rundt i byen i sin sorte vaevogn, men han nægtede at have overfaldet den 28-årige. Vidne noterede bilen Det var et tilfældigt vidne, som var ude og lufte sin hund, der blev det afgørende bevis i sagen. Han kom forbi netop som overfaldet var i gang, og nåede at notere nummeret på varevognen, som gerningsmændene var kørende i. Bilen tilhørte restauratøren, som selv forklarede i retten, at han var den eneste, der havde kørt i bilen den pågældende aften. Den 28-årige havde også efter overfaldet forklaret politiet, at han havde genkendt restauratøren som en af overfaldsmændene. Men den forklaring ville han ikke gentage i retten. - Jeg vil ikke sige, hvem der slog mig. Jeg skal jo kunne bo i Hjørring fremover, sagde den 28-årige, der selv er i gang med at afsone en længere fængselsdom for trusler og anden kriminalitet. Den 45-årige restauratør blev senere på aftenen den 18. december anholdt og sigtet for overfaldet. Domsmandsretten fandt det bevist, at den 45-årige var en af overfaldsmændene, men gjorde halvdelen af straffen på seks måneder betinget, fordi han efter de alvorlige trusler havde følt sig presset. Den dømte skal desuden betale 3500 kr. i erstatning til den 28-årige . Den 45-årige restauratør modtog dommen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...