Restauratør får ingen natbevilling

Det samlede byråd støtter sig til politiet

Fodbold 25. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Der var ingen hjælp at hente for ejeren af Boulevard Cafeen, Birthe Mispel, da byrådet forleden tog stilling til hendes klage over afslag på natbevilling. Tværtimod var der i byrådet enighed om at fastholde bevillingsnævnets afslag. Birthe Mispel havde klaget til byrådet, efter at hun gentagne gange forgæves har søgt om lov til at holde åbent til klokken fem om natten ligesom Mallorca Bar, der ligger blot 20-30 meter fra Boulevard Cafeen. Restauratøren argumenterer med, at det da må være bedre, at indtagelse af alkohol sker under kontrollerede former fremfor på gader og bænke og i Kildeparken. Men samtlige 25 tilstedeværende byrådsmedlemmer afviste klagen. SF-rådmanden Henrik Thomsen, som ellers tidligere har haft lidt svært ved at se en helt bestemt linje i nogle af bevillingsnævnets afgørelser, var også enig. - Når vi får så klar en tilkendegivelse fra politiet om flere politiforretninger som i dette tilfælde, er der en klar fornuft i at afvise ansøgningen, sagde han. Også Rasmus Prehn (S), som har været fortaler for at udstede flere af de såkaldte 05-bevillinger, var enig. - Boulevard Cafeen er jo velkommen til at søge igen, når den over en periode kan bevise, at der er blevet færre politiforretninger på stedet, bemærkede han. Heller ikke Mariann Nørgaard (V) havde noget at indvende mod afslaget i den konkrete sag. Men hun efterlyste et sæt mere præcise retningslinjer, som hun mente byrådet er blevet lovet. - De retningslinjer har vi allerede. Venstre er rigt repræsenteret i bevillingsnævnet, og hver gang der træffes en afgørelse i nævnet, følger der en klar begrundelse med, så der ikke er noget at komme efter, svarede bevillingsnævnets formand, borgmester Henning G. Jensen (S).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...