Lokalpolitik

Resultat 105 mio. kr. bedre end budgetteret

Kommunens bedste regnskab i ti år, mener borgmester

AALBORG:Der er penge i kassen, og tallene på bundlinjen er kulsorte. Aalborg kommune har lige leveret et regnskab for 2004, der viser et samlet resultat på det skattefinansierede område på 64,1 mio. kr. mod et budgetteret underskud på 41,4 mio. kr. En forbedring på 105,5 mio. kr., konstaterer borgmester Henning G. Jensen (S). I går kiggede magistraten på tallene, og borgmesteren havde svært ved at skjule sin tilfredshed. Han betegner regnskabet som det bedste i ti år. - Der er styr på regnskabet i Aalborg kommune, siger Henning G. Jensen. Borgmesteren har ros til overs for byrådet. Han peger nemlig på, at det bl.a. er i budgetarbejdet, at kuglerne er blevet støbt til det pæne regnskab, fordi der er blevet holdt igen med udgifterne. Desuden har man holdt fast i den linje, man var enige om ved budgetlægningen og afdraget den skattefinansierede gæld med med 20 mio. kr. sidste år. - Der gives ikke noget ved havelågen, siger Henning G. Jensen. En anden grund til, at der er styr på finanserne, er også, at man decentralt rundt omkring har haft godt styr på økonomien. Den gennemsnitlige kassebeholdning har været 724 mio. kr. i 2004 til sammenligning var den gennemsnitlige kassebeholdning på 536 mio. kr. i 2003. Henning G. Jensen er mere end godt tilfreds med, at der er højvande i kassen, men samtidig har staten dryppet malurt i bægeret. - Det betyder meget med en god kassebeholdning, men lige nu kan vi ikke bruge det til noget, fordi staten har sat kommunen under administration. Han så gerne, at kommunen kunne bruge nogle af pengene bl.a. for at kunne få nogle flere folk i arbejde. - Der er basis for, at vi kan sætte mere arbejde igang, endelig er personalet på ældreområdet meget hårdt presset, siger Henning G. Jensen.