Lokalpolitik

Ret nu den fejl!

Bjørn Løth Islandsvej 36, Hjørring. NEJST/STENBJERG: Jeg fik næsten morgenkaffen galt i halsen den 22. aug., da jeg i Nordjyske Stiftstidende læste, at Teknik- og Miljøudvalget (TMU) nu pludselig erkender, at området ved den nye udstykning på Nejst hedder Nejst og ikke, som tidligere hævdet, Stenbjerg. Alligevel fastholder TMU, at man vedblivende vil kalde det Stenbjerg! Udvalgsformanden, Mogens Bjerre, har ellers i avisen hårdnakket påstået, at der er historisk grundlag for at kalde området Stenbjerg. Hvor er dette grundlag? Det har man ikke set noget til. Nå-e jo; den 12. maj viste hr. Bjerre i avisen et udsnit af generalstabskortet fra 1887, der helt til grin blot viste det modsatte, nemlig det, som vi andre hele tiden har sagt, og som vi - i modsætning til hr. Bjerre - har masser af dokumentation for. Det er dog trods mange opfordringer ikke lykkedes at få det høje udvalg til at kaste et blik på denne dokumentation. Mogens Bjerre hævder, at der ikke har været "brok" fra Borgerforeningen i anledning af navnet Stenbjerg. Det kan da være muligt, at Borgerforeningen har lige så lidt kendskab til lokale stednavne som TMU - selvom det næppe er sandsynligt - og i så fald vil der jo nok ikke komme noget "brok". På Rådhuset har vi afleveret kopier af en del af den dokumentation, som TMU trods mange opfordringer ikke har kunnet overkomme eller ikke har ønsket at se. Tillige afleveredes kopier af 128 protestunderskrifter fra "håndplukkede" borgere. Der har ikke været tale om at stemme dørklokker hos de sagkyndige, for så kunne der være samlet mange flere. Underskriverne er folk, som selv har henvendt sig, eller som man tilfældigt er løbet på. Hvis folk ikke har haft den fornødne viden, har vi ikke ønsket deres underskrift. Faktisk må det samlede byråd i sin tid være blevet misinformeret af TMU, når det som anført af Bjerre "stod sammen om navnet Stenbjerg". Man har på fornemmelsen, at TMU- medlemmerne tror, de taber ansigt ved at rette fejlen. Hvis ikke fejlen bliver rettet, taber man endnu mere end det. For som Knud Glønborg i et læserbrev skrev, kan kun "stupid stædighed" få udvalget til at fastholde det forkerte navn. Og noget sådant kan man da ikke tiltro dem, kan man vel?