Humaniora

Ret sidder i intelligens?

De gammelkendte ord, at ”Retten sidder i spydstagen”, ”Retten sidder i næven” eller som Peder Laale udtrykker det: ”Nu ligger lov i spydstagens ende” fortæller, at mennesker igennem tiden har måttet affinde sig med, at det var den eller de stærke, der havde ret, fordi de var de stærke.

Det har ikke meget med kultur at gøre, med mindre magthaveren også havde et menneskeligt ansigt. Men for det meste var det den tyranniske despot, der havde magt til at bestemme, hvad der var ret og rigtigt. Et dansk intelligensvæsen, professor Helmuth Nyborg, har givet de gamle ord en ny dimension: ”Retten sidder i intelligensen”. Det har naturligvis altid været sådan, at ”den kloge narrer den mindre kloge”, men samtidig må vi understrege, at lige så længe der har eksisteret kultur og civilisation, har et slægtled bygget videre på de resultater og fremskridt, de foregående slægtled havde opnået. Ethvert kultursamfund har trin for trin nået sine resultater på grundlag af de fælleskvaliteter, det har været sammensat af. Der har været højt begavede og intelligente enkeltmennesker, der på det ene eller på det andet område var geniale. Der har været jordbrugere, der har omdannet den rå natur til dyrkbare agre, og husdyrbrugere, som efterhånden gjorde de egnede blandt fortidens vildtlevende dyr til tamdyr. Hver på sit område præsterede de bedre og bedre resultater med avlsarbejde inden for dyr og planter. Der har været håndværkere inden for alle tænkelige fag og materialer, som har arbejdet på det jævne med at bygge boliger og fremstille alle andre ting, men der var også de håndværkere, der tænkte nye tanker og konstruerede dristige bygningsværker eller blot nye slags værktøj og andet tøj. Der har været ganske almindelige bønder og arbejdsfolk til at udføre det ringest agtede og ringest betalte, men absolut ikke mindst nødvendige arbejde. Der har været kvinder på alle samfundets niveauer, som har præsteret alt det nødvendige hjemlige arbejde lige fra madlavning, rengøring til barnefødsler og yngelpleje. Denne beskrivelse gælder et civiliseret samfund i udvikling og fortæller samtidigt, at et ordentligt og funktionsdygtigt samfund har brug for mennesker af alle slags. Eller som der står et sted i den hellige skrift: Legemet består jo ikke af ét lem, men af mange. Selv om foden ville sige: ”Da jeg ikke er hånd, hører jeg ikke med til legemet”, hører den alligevel med til legemet. Og selv om øret ville sige: ”Da jeg ikke er øje, hører jeg ikke med til legemet”, så hører det alligevel med til legemet. Hvis hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Hvis hele legemet var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Men nu har Gud sat alle lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville. Disse visdomsord er til at få forstand af. De beskriver med al ønskelig tydelighed, hvor væsentligt det er, at intet civiliseret samfund kan fungere optimalt eller blot rimeligt, dersom det kun skulle bestå af super intelligente robotter. Det velordnede civiliserede samfund kan kun eksistere som fællesskabets legeme, fordi det består af en naturlig blanding af færdigheder og intelligenser af enhver karat. Det vil ikke være særlig kløgtigt eller overhovedet intelligent at lave om på naturens guddommelige orden, som er de grundpiller, som det ordentlige og funktionsdygtige samfund hviler på. Vi har netop gennemlevet en fodboldtid, og her var det ganske medrivende at se, hvordan en målskytte elegant fik held til at nette bolden. Men fodbold er et holdspil, og elegancen til trods har jeg aldrig kunnet se det rimelige i, at målscoreren i den grad bliver hyldet; hans præstation blev jo kun mulig, fordi resten af holdet hjalp ham.