Ret til beskyttelse

Der findes i det danske samfund personer, som ingen har sympati for.

SELVTÆGT:Der findes i det danske samfund personer, som ingen har sympati for. Der er den koldblodige morder. Der er den jaloux ægtemand, der gør sig skyldig i hustruvold. Der er børnemishandleren og den pædofile. Der er den selvrådende borgmester, der for længst har sluppet jordforbindelsen og foretager dispositioner, som alle andre end ham selv kan se er ulovlige. Der er den vidtløftige forretningsmand, der formår at snøre alt og alle, før hans kriminelle økonomiske handlinger får hans forretningsimperium til at falde sammen som et korthus. Der er den unge voldsmand og den midaldrende narkohandler. Der er mange kriminelle, vi føler afsky for. Heldigvis lever vi i et retssamfund, hvor kriminalitet bliver opdaget, og hvor de kriminelle bliver dømt og straffet. Nogle retssager bliver fulgt intens af offentligheden, og strafudmålingen er ofte genstand for stor diskussion. Den offentlige debat har altid den samme vinkel. Fængselsstraffen er for kort. Folkestemningen kræver ofte strengere straffe, og til tider får stemningen karakter af regulær hetz. I den aktuelle sag fra Aalborg, hvor et ægtepar er idømt fem måneders fængsel for mishandling af en datter, har 75.000 mennesker via Facebook krævet en hårdere straf. Nogle kræver fem år, og andre kræver endnu mere. Sagen er forfærdelig, og der findes ingen undskyldning for grov børnemishandling. Men det er også forfærdende, at tusindvis af mennesker ureflekteret kræver strengere straffe og ikke accepterer rettens afgørelse. Og det bliver endnu mere rystende, når domsafsigelsen udløser selvtægt i form af hærværk på parrets hjem og biler. Børnemishandling er modbydelig, og det skal naturligvis straffes. Mange har ytret sig, men sagen har også fodret befolkningens indre svinehund, så meninger og holdninger kammer over i hævnlyst og selvtægt. Selvtægt er altid uacceptabelt i et retssamfund. Retten har talt, den anklagede er dømt og skal have sin straf. Men et retssamfund har pligt til at beskytte den dømte for at blive idømt en tillægsstraf i form af vold eller hærværk. Der er mange tilfælde, hvor dømte bliver udsat for overgreb. Det er en kendt sag, at der i fængslerne er et hierarki, som betyder, at nogle forbrydelser skaber stærke fanger, og andre skaber svage. Og der er mange tilfælde af vold og overfald i de danske fængsler. Kurt Thorsen gik glad og syngende i fængsel. Han var indstillet på at tage sin straf og få det bedst mulige ud af situationen. Hans fængselsophold endte med overfald, indlæggelse på fængslets sygeafdeling og efterfølgende psykiske problemer. Han blev bange. Stein Baggers fængselsophold var ikke mange dage gammel, før han blev slået ned. Han valgte frivillig isolation for at blive beskyttet mod stærke fanger, der finder det helt i orden at tæve dem, de synes fortjener det. Det er slemt, at den holdning findes i de danske fængsler, men det er tifold værre, at det danske retssamfund ikke er i stand til at beskytte de indsatte mod vold og tilfældig afstraffelse. Ægteparret fra Mou fik malet graffiti på deres hus, slået et køkkenvindue ind og smadret forruden i deres biler. De var i huset, da det skete, men politiet rykkede ikke ud. I andre situationer kunne det måske opfattes som almindelig hærværk, men når det sker for et par, der netop er dømt for en alvorlig forbrydelse, bør politiet være langt mere på tæerne for at yde den nødvendige beskyttelse. Der er mange forhistorier på selvtægt, så erfaringsgrundlaget er stort nok til, at situationen kunne forudses og de nødvendige foranstaltninger kunne træffes, så de dømte ikke skulle udsættes for ubehageligheder fra personer, der gør sig til selvbestaltede dommere og føler sig i deres gode ret til hærværk og tilsvining. Ægteparret får det ikke let, når de skal afsone deres dom. Deres forbrydelse gør dem til de allerlaveste rangerende i fængslet. De får brug for beskyttelse, hvis de ikke skal udsættes for den samme eller en endnu værre behandling end den Kurt Thorsen og Stein Bagger har fået. Det er samfundets pligt at straffe de kriminelle, og sørge for at straffen bliver afsonet. Men det er også samfundets pligt at sikre dem den nødvendige beskyttelse imens. Et retssamfund skal også kendes på evnen til at beskytte de dømte. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.