Myanmar/Burma

Ret til hjælp

I øjeblikket er vi vidne til en sand katastrofe. Tabstallet i Burma stiger konstant, og rapporter anslår, at ca. 100.000 mennesker har mistet livet, samt at 1,9 mio. mennesker er ramt. Men vi ved det ikke med sikkerhed.

Det værste ved det hele er nemlig, at Burmas militærjunta er fuldstændig ligeglad med dets befolkning. Journalister og nødhjælpsarbejdere er nægtet adgang. Den nødhjælp, det lykkes at få frem, bliver konfiskeret, alt imens ligene, ifølge Røde Kors generalsekretær Anders Ladekarl, flyder i gaderne. Noget tyder ligefrem på, at generalerne, som ellers ikke lider nogen nød overhovedet, stjæler af nødhjælpen for at fodre deres egen familie med kiks og andet godt fra nødhjælpsrationerne. Én ting står dog helt klart: Nødhjælpen kommer ikke frem, og militærjuntaen er fuldstændig ligeglade. Det er helt igennem uacceptabelt. Hertil kommer, at det desværre ikke er mere end et års tid siden, at militærjuntaen slog hårdt ned på fredelige munke, som stillede helt legitime krav om reformer. Alt imens diskuterer diplomaterne løs i FN. Jeg var selv til stede på FN’s generalforsamling i 2007 og fik et førstehåndsindtryk af diplomatiets ineffektivitet. FN diplomaterne diskuterer også i dag løs og Kina blokerer for effektive løsninger. Ja, det er næsten ikke til at tro. Man skulle ellers mene, at Kina godt kunne trænge til at vise sig fra en anden side, når det kommer til menneskerettigheder. Det er øjensynligt ikke tilfældet. Kinas adgang til landets reserver af olie, naturgas og andre naturressourcer samt militærstrategiske interesser i Burma’s havne, kommer igen frem for hensynet til befolkningen. I spørgsmålet om Burma kommer hensynet til menneskerettighederne frem for folkeretten. Jeg vil derfor opfordre regeringen til internationalt i EU og NATO-regi at advokerer for at man ignorere Burmas flyveforbud og sende Herkules fly af sted med nødhjælp, som kan kastes ned til de stakkels nødlidende. Man bør give juntaen en kort frist til at samarbejde, og herefter bør man iværksætte de nødvendige initiativer. Sideløbende hermed skal Danmark naturligvis lægge alt muligt pres på FN. Men om nødvendigt må en international koalition gå ind militært og en gang for alle ende lidelserne. Det er set mange gange før, herunder i Kosovo 1998, at militære løsninger kan være det eneste at gøre, når det handler om at sikre en befolkning imod dens kyniske magthavere. Det internationale samfund må handle nu. Slut med diskussion – handling påkræves!