Retoriker til Morten Olsen: Upassende sammenligning

Morten Olsen burde ikke have sammenlignet nederlag til Armenien med terrorangreb, mener retoriker Trine Nebel.

9. september 2013 15:58 - Opdateret 9. september 2013 16:02

Retoriker til Morten Olsen: Upassende sammenligning

Landstræner Morten Olsen burde ifølge retoriker Trine Nebel ikke have valgt at sammenligne landsholdets 0-4-nederlag i VM-kvalifikationen 11. juni med terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Sammenligningen faldt på et pressemøde mandag dagen før endnu et opgør mod Armenien i Jerevan.

- Det er ekstremt upassende. Han overgør situationen. Sport er ikke politik, det skal holdes adskilt, mener Trine Nebel.

- Det er upassende, at landstræneren på et pressemøde selv laver en kobling med en følelsesladet dato for ikke kun amerikanere, men hele den globale vestlige verden.

- Fodbold er leg - jeg ved godt, at det også er penge og for nogle et arbejde - men det er leg, og det er at overskride grænsen for moralsk habitus at sammenligne 11. september med fodbold, siger retorikeren.

Spørgsmål: Vil man på noget tidspunkt kunne bruge 11. september som metafor, hvor det ikke er upassende?

- Det ligger så mange år ude i fremtiden, at det er helt uden for den verden, som du, jeg og Morten Olsen lever i.

- Det er ikke kun en følelsesmæssig begivenhed, som kommer USA ved. Som nation har vi i Danmark også været nødt til at forholde os til eftervirkningerne af 11. september, siger Trine Nebel, der også slår fast, at det var landsholdet, der selv gjorde sig til grin i 0-4-nederlaget til Armenien.

- Metaforen passer ikke. Landsholdet leverede et superringe stykke fodboldarbejde mod Armenien. Det gjorde sig ikke gældende 11 september. Det var et terrorangreb. Det var en ondsindet handling, udefrakommende.

- Armenien var ikke nogen ondsindet handling, udefrakommende. Det var en modpart i sportens verden, som ud fra deres synspunkt leverede noget rigtig godt, og vi blev til grin.

- Vi har helt selv gjort os til grin mod Armenien. Det var ikke Tyskland eller Spanien, vi mødte. Det er en helt kikset metafor, siger Trine Nebel, der mener, at Dansk Boldspil-Union (DBU) bør komme med en undskyldning.

- Det ville klæde DBU at komme på banen og forholde sig en smule værdimæssigt til de ytringer, der kommer.

- Det fylder meget i medierne, når Morten Olsen holder et pressemøde, så derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan han ytrer sig.

- Det ville klæde DBU at sige, at det på alle måder var en upassende metafor, som Morten Olsen ikke skulle have brugt i den her sammenhæng. DBU skulle sige; "det beklager vi".

Morten Olsen sagde på pressemødet i Jerevan "det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september".

Spørgsmål: Er det formildende, at Morten Olsen bruger formuleringen "man skal ikke sammenligne".

- Så er det for sent, og han opnår det stik modsatte. Det svarer til, når en taler siger, "jeg er ikke den store taler". Han opnår kun yderligere fokus, mener Trine Nebel.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...