Retsfølelse krænket

Voldsoffer Marlene Duus har i den grad fået synliggjort begrebet retsfølelse.

Det gjorde hun i en kronik i dagbladet Politiken forleden. Næsten samtlige medier tog sagen op, og det har givet debat mange steder. Helt retfærdigt fik hun opmærksomhed og bekræftet, at hendes retsfølelse i den grad er blevet krænket. Desværre blev gourmetkok Claus Meyer, der har vist samfundssind, nok taget som et gidsel i en case, hvor iscenesætterne helt havde overset Marlene Duus' situation og dermed i den grad krænket netop hendes retsfølelse på en særdeles grov måde. I netop en så grov voldssag er der en tidsmæssig årsagssammenhæng mellem gerningsmand og offer. Uanset om man kan lide det eller ej. Vi skal ikke glemme, at voldsmanden Frank Saksik helt bevidst satte Marlene Duus i offerrollen. Han har ikke vist den mindste empati med bemærkningen om, at Marlene Duus også har ødelagt hans liv. Det var en grov og bevidst handling, han udsatte hende for. Domstolene takserede forbrydelsen til seks års fængsel. Hans baggrund kendes ikke, men han har fået bevilget daglig udgang inden udståelse af under halvdelen af straffen. Dermed med flere hundrede dages reststraf, som nok aldrig blev udmålt, hvilket i sig kan virke stødende. Vi har jo ikke med en bedrager at gøre. Det er altså en sag om personfarlig kriminalitet. Frank Saksik har retssikkerhedsmæssigt fået tilgivelse og kan sige, at han har afregnet med samfundet, hvad Marlene Duus aldrig kommer til at kunne sige. Hun er nemlig blevet mærket for livet, og hendes situation er ikke blevet afklaret og bliver det nok ikke inden for en rimelig tid. Der er i sig selv særdeles problematisk og uretfærdigt med så lang tid. Marlene Duus har formentlig fået tilkendt en retfærdig erstatning, selvom penge i hendes situation blot kan opfattes som mulighed. En erstatning som skatteborgerne nok kommer til at betale. Opgørelse fra Erstatningsnævnet har tidligere vist, at gerningsmænd betaler kun omkring 2,4 procent af idømte erstatningsbeløb. Heller ikke vi har den opfattelse, at særlig mange bliver bedre mennesker af at komme i fængsel. Flere bliver bare nødt til endelig at erkende, at nogle forbrydere er så grove og vedholdende, at hr. og fru Danmark kun kan få et pusterum i den periode, hvor forbryderne afsoner en dom. Udviklingen er beklageligvis gået derhen, at alt for mange er liberale på andres vegne. Når de selv eller en nærmeste pårørende står i offerrollen, så får piben en helt anden lyd. Endelig skal man være påpasselig med ikke gøre alt til kold jura?