Retspræsident vil stoppe rådgiver

Vil have bedre værktøjer til at stoppe svindlere som Per Barslund.

Retspleje 13. februar 2011 20:37

Retspræsident Christian Lundblad fra Retten i Aalborg så gerne, at myndighederne fik bedre værktøj mod erhvervsfolk som direktør Per Barslund fra Hobro, der har snydt en lang række mennesker uden at det har fået konsekvenser. Han stiftede 32 anpartsselskaber ulovligt og solgte dem videre til intetanende købere for 4.000 kroner. Over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen beskrev selskabsrådgiver og direktør Per Barslund fra ApS Fabrikken i Hobro, at indskuddet på 80.000 kroner bestod i et tilgodehavende i moderselskabet – hvilket var det ulovlige. Men i overdragelsesaftalerne med køberne garanterede Per Barslund, at indskuddet var indbetalt kontant ved stiftelsen. Indlede sag Flere af selskaberne er nu opløst ved Retten i Aalborg, men de fleste er solgt til personer, der hører under andre retskredse i landet. Retspræsident Christian Lundblad fra Retten i Aalborg mener, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - og SKAT - bør udstyres med et simpelt værktøj i forhold til at bremse konkursryttere eller tvivlsomme erhvervspersonager, der ikke fremmer det gode erhvervsliv. - Vi har ikke noget register over, om den pågældende direktør eller stifter er på banen igen. Det har de. Og jeg så gerne, at eksempelvis styrelsen kunne sende et brev i forlængelse af anmodningen om opløsning af de 32 ulovligt stiftede selskaber, hvori styrelsen beder om at få indledt en sag angående fratagelse af virksomhedsledelse, siger Christian Lundblad. Forsvar En sådan sag ser han gerne ført i skifteretten, der kan udpege en advokat som kurator til at undersøge forholdene. - Og den anklagede vil naturligvis få mulighed for at forsvare sig med egen advokat, således at sagen bliver behandlet på sædvanlig objektiv vis i retssystemet, siger Christian Lundblad, der ser en klar fordel i denne model frem for den aktuelle. - Det, der er problemet i dag, er, at du kan godt frakende personer retten til virksomhedsledelse i en straffesag, men bevisførslen er langt sværere og ikke mindst tidskrævende i sager om økonomisk kriminalitet, slår Christian Lundblad fast. Noget for politiet Juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet er enig i, at konkursryttere bør kunne stoppes med en karantæneordning i skifteretten, men han er bekymret for retssikkerheden, hvis en kommende ordning på området også kommer til at omfatte hjælperne - som i dette tilfælde en stifter af selskaberne. Han vurderer, at den beskrevne sag mere ligner en sag for politiet. - Det kunne være en overvejelse for styrelsen at indgive en politianmeldelse, da den pågældende jo sælger noget, der er værdiløst, siger Lars Bo Langsted og lægger sig dermed op ad advokat Preben Bang Henriksens linje i denne sag. - Det er svindel. Det er noget af det styggeste, jeg har set, siger Aalborgadvokaten, der er rystet over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke har politianmeldt Per Barslund for bedrageri. Sidstnævnte har ikke ønsket at stille op til interview.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...