Retspleje

Retsreform i pengenød

Projekt i retsvæsnet er halvandet år forsinket. Det koster skatteyderne 193 millioner kroner

Politi-og retsreformen var Lene Espersens store projekt som justitsminister - og begge dele har kostet skatteyderne dyrt. Arkivfoto: Jørn Deleuran

Politi-og retsreformen var Lene Espersens store projekt som justitsminister - og begge dele har kostet skatteyderne dyrt. Arkivfoto: Jørn Deleuran

KØBENHAVN: Forleden var det politiet, der med dukket nakke kunne fortælle om et underskud på 340 millioner kroner. Men også domstolene kan det der med at bruge flere penge, end der er råderum til i budgetterne. Der har således været ekstraudgifter for 193 millioner kroner for at gennemføre den digitale tinglysning. Et projekt, som er led i den omfattende reform af og politi og retsvæsen, der trådte i kraft i 2007. Det fremgår af et svar fra justitsminister Brian Mikkelsen (K) til Folketingets Retsudvalg. Domstolsstyrelsens direktør, Adam Wolf, har gennem en kommunikationsmedarbejder meddelt, at han ikke har nogen kommentarer, men henviser i stedet til et papir, der i november blev sendt til Folketingets Finansudvalg. Af papiret fremgår det, at de tårnhøje ekstraudgifter er resultatet af, at projektet med den digitale tinglysning er blevet forsinket. Det har betydet, at domstolene ikke som planlagt har kunnet spare adskillige millioner på det nye system. Og samtidig har styrelsen måttet punge ud til bonusordninger og løn til personale, der i princippet skulle være fratrådt ved indførelsen af det digitale tinglysningssystem. Systemet skulle efter planen have været taget i brug allerede den 12. januar 2008. Men nu er planen, at det skal op at køre i september 2009. CSC halser efter Årsagerne til forsinkelsen skyldes blandt andet, at CSC, som står for at levere det it-system, der skal bruges, har været forsinket. Hos CSC meddeler offentlig it-direktør Fritjof Lind gennem sin kommunikationsafdeling, at han ikke over for Ritzau vil kommentere, hvad der har været årsag til forsinkelsen, ligesom han heller ikke vil svare på, om CSC kan garantere at levere det, der er nødvendigt for at kunne komme i gang med systemet til september. Hvis systemet ikke er klar til september, vil det blive tredje gang, at Finansudvalget skal godkende en ekstrabevilling til projektet. Den første bevilling kom i januar 2008 og lød på 82,7 millioner kroner. Og i december kom så en bevilling på yderligere 110,6 millioner kroner. Alt i alt 193,3 millioner ekstra skattekroner til projektet. Og selv hvis projektet skulle nå at blive færdig til september, kan det komme til at blive endnu dyrere alligevel. CSC har nemlig ifølge papiret til Finansudvalget oplyst, at man overvejer at rejse krav om flere penge på grund af, at projektforløbet er blevet forlænget. I Domstolsstyrelsen derimod har man bedt Kammeradvokaten se på, om CSC kan tvinges til at betale bod på grund af forsinkelsen. /ritzau/