Udland

Retssag i Kairo udløser uro ved Suezkanalen

Spændinger tager til i Egypten, efter at en domstol har bekræftet dødsdomme i sag om fodboldmassakre.

Retssag i Kairo udløser uro ved Suezkanalen

Rasende egyptiske demonstranter forsøgte lørdag at forhindre bilfærger i at krydse Suezkanalen, og de løsnede fortøjninger til speedbåde, der anvendes som forsyningsskibe, siger øjenvidner.

Aktivisternes protester kom efter, at en domstol i Kairo havde bekræftet 21 dødsdomme, over fodboldtilhængere, som begik dødelig vold på et fodboldstadion i Port Said sidste år.

Dommeren sagde, at de 21 vil blive henrettet ved hængning og idømte derefter fem personer livsvarigt fængsel, mens flere andre fik kortere fængselsstraffe. Han frikendte 28 andre af de i alt 73 tiltalte.

Aktivister i Port Said håbede, at de kunne få de drivende speedbåde vil drive ud på kanalen og forstyrre den almindelige skibstrafik, siger øjenvidner, men politiet fik hurtigt kontrol over de små fartøjer.

Myndighederne ved Suezkanalen siger, at skibsfarten i kanalen ikke blev forstyrret af urolighederne i Port Said, hvor omkring 2000 aktivister deltog i protester.

I Kairo har andre aktivister sat ild til en politiets sociale klubber og til det egyptiske fodboldforbunds kontorer.

Der har været uro i Port Said, siden dødsdommene blev afsagt i januar i retssagen om blodsudgydelser i forbindelse med en fodboldkamp 1. februar sidste år. Her blev 74 mennesker dræbt - overvejende tilhængere af udeholdet Kairo Al-Ahly.

Over 1000 blev såret i sammenstød mellem rivaliserende fans.

Dødsdommene udløste straks store protester blandt de dømtes familier og venner, der forsøgte at storme et fængsel i Port Said. 49 personer blev dræbt i optøjerne efter domsafsigelsen.

Mange egyptere er overbeviste om, at uroen ved fodboldkampen var iværksat af politiet eller tilhængere af den afsatte præsident Hosni Mubarak som en protest mod det militærstyre, der overtog magten i Egypten efter Mubaraks fald.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.