Grækenland

Retssag mod græsk undergrundsbevægelse

ATHEN:Retssagen mod den væbnede græske undergrundsbevægelse, som hedder 17. November, blev i dag indledt under omtumlede omstændigheder. Dommeren beordrede et skudsikkert glasbur, som de tiltalte befandt sig i, fjernet, fordi indespærringen på denne måde efter hans opfattelse var en krænkelse af deres rettigheder. Ved den nærmest kaotiske start på en af de mest sensationelle retssager i nyere græsk historie stimlede snesevis af advokater, journalister samt pårørende til både ofre og anklagede sammen om buret, hvilket gjorde det næsten umuligt at høre proceduren. 17. November er en lille, yderligtgående venstreorienteret gruppe, som menes at have gennemført 23 attentater på grækere og udlændinge, heriblandt amerikanske, britiske og tyrkiske diplomater, i løbet af en næsten 30-årig periode. De er også tiltalt for en række bombesprængninger og bankrøverier. Gruppens første offer var CIA's chef i Athen Richard Welch i 1975, og det sidste var den britiske forsvarsattaché Stephen Saunders, som blev skudt ned i juni 2000. Politiet indkredsede omsider centrale medlemmer af gruppen i fjor og eliminerede således en af de værste sikkerhedstrusler mod De Olympiske Lege i Athen i 2004. /ritzau/Reuters