Retssag mod Khodorkovskij udsat

Moskva, onsdag /ritzau/Reuters Retssagen mod Ruslands rigeste mand, oliemilliardæren Mikhail Khodorkovskij, blev onsdag endnu engang udsat på ubestemt tid. Retssagen mod Ruslands rigeste mand, oliemilliardæren Mikhail Khodorkovskij, blev onsdag endnu engang udsat på ubestemt tid. Udsættelsen skete på begæring af en af forsvarerne, der har gennemgået en større øjenoperation. Onsdag eftermiddag var det endnu uklart, om domstolen i Moskva vil sætte Khodorkovskij på fri fod under retssagen. Oliemilliardæren står sammen med en anden medejer, Platon Lebedev, af olieselskabet Yukos anklaget for svindel og skatteunddragelse for milliardbeløb og risikerer fængsel i op til 10 år, hvis hans kendes skyldig i anklagerne. Retssagen, der skulle været indledt onsdag, er en af de største i Rusland siden Sovjetunionens opløsning og følges med stor opmærksomhed i landet. Khodorkovskij ankom onsdag formiddag til retslokalet i den russiske hovedstad sammen med Platon Lebedev, der også er en af hans nære medarbejdere i oliegiganten Yukos, der er Rusland næststørste oliefirma. Khodorkovskij har siddet fængslet siden oktober i fjor efter anklager om svindel og skatteunddragelse for milliardbeløb i forbindelse med, at han overtog olieselskabet for snart 10 år siden. Khodorkovskij anklages for bedrageri for over seks milliarder kroner. Desuden afkræves Yukos for godt 20 milliarder kroner i ekstraskat og bøder. Sagen er yderst kompliceret og ventes at vare flere uger, når den genoptages. Retssagen har i forvejen været udsat flere gange, da der er stor økonomisk og politisk blæst om den. Kritikere siger, at sagen mod Khodorkovskij er politisk motiveret, og igangsat af præsident Vladimir Putin og hans allierede i Kreml. De ser Khodorkovskijs politiske ambitioner som en alvorlig trussel. Både politiske og juridiske iagttagere siger, at sagen er mere politisk end juridisk, da Khodorkovskij anses for en af præsident Vladimir Putins hårdeste kritikere. Hans økonomiske og skattemæssige forhold har været kendt i årevis, men den russiske anklagemyndighed begyndte først at interessere sig for sagen, da Khodorkovskij forud for parlamentsvalget i december i fjor begyndte at støtte liberale og erhvervsvenlige oppositionspartier. Samtidig kritiserede Khodorkovskij Putin for ikke at gøre nok for at hjælpe erhvervslivet og for at være ved at indføre et autoritært styre i Rusland. Retssagen mod Khodorkovskij har også skabt store vanskeligheder for Yukos, og værdien på selskabets aktier er faldet til det halve, siden Khodorkovskij og hans højrehånd blev anholdt. Den 41-årige Khodorkovskij er hovedaktionær i olieselskabet Yukos. Han står anklaget for syv forhold, som anklageren mener, han kan dømmes for. Bliver han dømt, risikerer mangemilliardæren op til 10 års fængsel. Det russiske skattevæsen ønsker, at Yukos skal betale de godt 20 milliarder kroner i skat omgående. Hvis domstolen giver skattevæsen medhold, vil Yukos gå konkurs. De russiske myndigheder indefrøs allerede i efteråret olieselskabet værdier, og Yukos vil af den grund ikke kunne betale skattegælden. Kritikere siger, at Khodorkovskij ikke vil få nogen fair retssag, og at udfaldet er givet på forhånd. Han dømmes skyldig, og kun straffens længde er der usikkerhed om. /ritzau/Reuters