Udland

Retssag mod Mladic udsat på ubestemt tid

FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien udsætter for anden gang retssagen mod Ratko Mladic.

Retssag mod Mladic udsat på ubestemt tid

Retssagen mod Ratko Mladic, der er tiltalt for folkedrab under krigen i Bosnien, er udsat på ubestemt tid.

Mladic skulle have været for retten igen i næste uge ved FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag, men sagen er nu atter udskudt på grund af fejl i forbindelse med udlevering af dokumenter til den krigsforbrydertiltaltes forsvarsadvokater.

Det er anden gang inden for cirka en måned, at sagen udskydes.

Mladic er tiltalt for sin andel i folkedrab i forbindelse med belejringen af den bosniske hovedstad, Sarajevo, og for at have stået bag massakren i Srebrenica, der kostede 8000 muslimske mænd og drenge livet.

Den tidligere bosniskserbiske hærchef er en af hovedpersonerne i retsopgøret efter 1990'ernes Balkan-krige.

Efterladte til nogle af de tusindvis af dræbte under Bosnien-krigen har udtrykt bekymring for, at den 70-årige, hjertesvækkede Mladic aldrig når at få sin dom, hvis sagen trækker i langdrag.

Mladic blev anholdt sidste år i Serbien efter at have været på flugt siden 1995. Retssagen mod ham vil løbe parallelt med retssagen mod den tidligere politiske leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic.

Retsopgøret med de to mænd er de sidste store sager, som behandles af FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.

Krigen i Bosnien varede fra 1992 til 1995. Den kostede 100.000 mennesker livet og sendte 2,2 millioner mennesker på flugt.

/ritzau/Reuters