AALBORG:Fredag eftermiddag 16. marts måtte en kvinde under en ellers ganske almindelig joggingtur på stisystemet i Golfparken i Aalborg pludselig kæmpe hårdt for at undgå at blive udsat for et groft sexovergreb.
Nordjyllands Politi mener, at det er en 16 år ung mand fra Aalborg, der står bag overfaldet.
Derfor blev han torsdag i byretten i Aalborg tiltalt for forsøg på voldtægt eller forsøg på at tvinge sig til anden form for sex end samleje.
Dørene blev lukket
På begæring af den 16-åriges forsvarer valgte byretten at lukke dørene i retssagen.
Retten fandt, at hensynet til den 16-åriges unge alder og sagens karakter vejer tungere, end offentlighedens ret til at få oplyst, hvad der reelt er sket i den offentlige park med det offentlige stisystem.
Inden kom det dog frem, at den 16-årige sandsynligvis skal mentalundersøges. Derfor blev retssagen heller ikke afsluttet torsdag, men fortsætter formentlig til september.
Pludselig trukket omkuld
Ifølge anklageskriftet så var det tidligt på eftermiddagen 16. marts, at kvinden var ude på sin løbetur.
Pludselig blev der grebet fat i hende, og hun blev trukket omkuld.
Overfaldsmanden satte sig ovenpå hende med blottede kønsdele og befamlede hende og forsøgte at tvinge sig til oralsex.
Satte sig til modværge
Men det mislykkedes, da kvinden satte sig til modværge og slog manden i maven.
Hun prøvede flere gange at komme op og stå, men blev igen og igen trukket ned på jorden og rykket i håret.
Kvinden råbte flere gange om hjælp, og det blev hørt af en mand, der var ude og lufte sin hund.
Han gik hen mod de to kæmpende, og det fik gerningsmanden til at stikke af.
Godt en måned senere genkendte kvinden imidlertid sin overfaldsmand.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.