Retssagen koster millioner

TØNDER:Skatteborgerne får sandsynligvis en stor del af regningen for en række sex-forbryderes overgreb mod den lille pige fra Tøndersagen, skriver Jydske Vestkysten søndag. Allerede inden moderen skal for retten mandag, lyder den samlede advokatregning på lige knap 2,2 millioner kroner, viser en aktindsigt i sagen. Samtidig har de dømte kun betalt 30.000 af de i alt 790.000 kroner, som pigen foreløbig er blevet tildelt i erstatning. Problemet opstår, hvis de ikke vil betale og har lave indkomster. - Hvis ikke en dømt person har en indkomst, der gør, at vi kan indeholde noget af personens løn, bliver afviklingen af vedkommendes restance sat i bero, forklarer afdelingsleder Susanne Lawatz, Skats inddrivelsescenter. Hun kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer, at Skat først kan inddrive penge i det øjeblik, personen tjener tilstrækkeligt. Staten lægger i første omgang pengene ud, og som pejlemærke får Erstatningsnævnet inddrevet omkring 12 procent af de samlede udbetalinger. Sværest kan det blive at inddrive penge fra de dømte, der er blevet udvist til Sri Lanka og Afghanistan. Ud over advokatregningen har sagen kostet store politiressourcer./ritzau/