Retssikkerhed truet

Når udbetaling af nødvendige penge til at leve for bliver midlet i en psykiatrisk tvangsbehandling, som oven i købet bliver vurderet nødvendig af en sagsbehandler uden uddannelse i hverken sygdom eller medicinering, men som er ansat i det system, der skal udbetale pengene, mener jeg, at vores demokratiske retssikkerhed er truet.

I anvendelse af tvang i psykiatrien ifølge lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, som stadigvæk er gældende, kan man i kapitel 1 læse om, at man for det første kun må anvende tvangsbehandling over for personer, der er indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Desuden skal beslutningen om en tvangsbehandling træffes af eller sanktioneres af en overlæge. Ydermere skal beslutning om behandlingsform og indhold tages ud fra gældende regler om det mindste middels princip. Endvidere må tvangsmedicinering kun anvendes, når alle andre behandlingsformer anses for at være uanvendelige, samt at patienten forstår, at behandlingen er nødvendig. Sidst, men ikke mindst skal patienten og patientrådgiveren være fuldt informeret om behandlingens nødvendighed. Det er kun i den akutte situation, hvor patienten modsætter sig en behandling og derved kommer i en livstruende situation, at samfundet kan gribe ind og iværksætte en behandling uden om ovennævnte regler. I sin begrundelse for behandlingsmuligheder for borgere med psykiske lidelser overholder ankestyrelsens samarbejdsudvalg ovennævnte lovbekendtgørelse nr. 1111. Det nye og springende punkt, som i høj grad kan diskuteres, er, at det er kommunen, som skønner, hvorvidt en borger skal i tvangsbehandling. Og det er ikke, fordi samme borger er til fare for sig selv eller andre, men fordi det er en mulighed, der skal afprøves, i og med at borgeren får udbetalt sygedagpenge eller måske skal indstilles til førtidspension. Paradoksalt nok virker kommunernes idé om tvangsbehandling som den omvendte verden, idet borgeren tvinges til at tage en behandling for ikke at komme i en livstruende situation, som det kan blive til, når der trues med ikke at udbetale penge til at løfte basale behov som mad og tag over hovedet. Vi kan opdrages og uddannes til at klare os selv i vort samfund, men den offentlige forsørgelse må træde til, hvis en borger bliver ramt af sygdom, og et depressivt og angst menneske er netop kendetegnet ved apati, manglende tro på sig selv og mener derfor, at andre heller ikke kerer sig om det - og med den behandling, som kommunerne lægger op til, bekræftes den depressive jo i sine syge forestillinger. Desuden er det utroligt kynisk at udnytte magtforholdet mellem kommune og klient ved at stille krav, der kan påføre klienten usund underkastelse. Det er en frastødende og magtsyg holdning, som kommunerne i deres virke skulle være med til at bekæmpe i stedet for at udbrede. Kommunernes ide om tvangsbehandling virker ikke kun som et kynisk og uuddannet tiltag, men viser også en magtesløshed over for en gruppe mennesker, der på grund af deres sygdom netop ikke har den selvsikkerhed, engagement og arbejdsparathed, som folk, der er arbejdssøgende, er nødt til at fremstå med for overhovedet at komme i betragtning til at få et arbejde i dagens Danmark, hvor krisetider har skærpet udvælgelsen af de arbejdsduelige.