Retsstatens grænser flytter sig

I sit lidenskabelige forsvar for ytringsfrihedens sag (18.2.) skyder Niels V. Skipper Petersen med spredehagl. Ikke alene på de efterhånden ret gennemhullede islamister og imamer, men også på "en meget forhenværende udenrigsminister samt en flok pensionerede ambassadører".

Pudsigt nok glemmer NVSP, at udgivelsen af Muhammed-tegningerne i sin tid også blev kritiseret af to fremtrædende danske jurister (professorerne Eva Smith og Henning Koch) samt for ganske nylig af ingen ringere end Bill Clinton. Den dårlige hukommelse er ikke NVSP's eneste problem. Bag den frisindede facade er han lige så dogmatisk som den forhåbentligt snart forhenværende profet Søren Krarup. Det dogmatiske ligger i, at han opfatter retsstatens grænser som lige så ubevægelige som den kinesiske mur. Et hurtigt tilbageblik på ældre og nyere historie viser imidlertid, at det slet ikke er tilfældet. Et eksempel: De antisemitiske vitser, der var tilladt dengang i 30'erne, da Jyllands-Posten bragte Kaj Munks hyldester til Hitler og Mussolini, er nu bandlyst i et af holocaust traumatiseret Europa. På tilsvarende vis vil det islamistiske problem påvirke både vort retssystem og vor retsbevidsthed fremover. Hvorvidt denne påvirkning vil udmønte sig i nye love er ikke til at vide. Én ting er imidlertid sikker: Muhammed-sagen har lært os alle sammen, at billige bravader og studentikose provokationer er vand til islamisternes mølle. Den såkaldte kulturkamp, der blev lanceret af kulturminister Brian Mikkelsen, trænger til at blive afløst af en oplysningskamp, der bygger på en ihærdig og redelig vilje til at skelne og reflektere.