Retsudvalg vil undersøge Trump for magtmisbrug og korruption

Udvalg i Repræsentanternes Hus vil kræve dokumenter udleveret fra højtstående folk i Trumps administration.

Jerrod Nadler (billedet) står i spidsen for retsudvalget, der vil iværksætte en grundig efterforskning af præsident Donald Trump. (Arkivfoto)

Jerrod Nadler (billedet) står i spidsen for retsudvalget, der vil iværksætte en grundig efterforskning af præsident Donald Trump. (Arkivfoto)

WASHINGTON:Retsudvalget i Repræsentanternes Hus vil kræve at få udleveret dokumenter fra mere end 60 personer med tilknytning til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Der er tale om personer fra Trump-administrationen samt præsidentens familie og forretningsforbindelser.

Retsudvalget i Repræsentanternes Hus - det ene af Kongressens to kamre - står for at rejse en eventuel rigsretssag mod Trump.

Jerrold Nadler, der står i spidsen for udvalget, siger, at han ønsker en bred efterforskning af Trump. Han understreger dog samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er snak om nogen rigsretssag.

- Vi kommer til at sætte gang i undersøgelser om magtmisbrug, om korruption og om hindring af rettens arbejde, siger Nadler i et interview med tv-stationen ABC.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få fat i beviser, lyder det.

Retsudvalget vil mandag officielt kræve dokumenter udleveret fra adskillige personer. Heriblandt præsidentens søn Donald Trump Jr., Trump-koncernens finansdirektør, Allen Weisselberg, og den tidligere stabschef John Kelly.

Blandt eksemplerne på hindring af rettens arbejde peger Jerrold Nadler på nogle af Trumps udmeldinger på Twitter.

Heriblandt kommentarerne om den særlige anklager Robert Muellers efterforskning af mulig russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

Trump har gentagne gange omtalt undersøgelsen som "en heksejagt".

Donald Trumps tidligere rådgiver Michael Cohen deltog 27. februar i en åben høring i Repræsentanternes Hus.

Her afslørede han flere forskellige detaljer om sin tid hos Trump. Han kaldte samtidig præsidenten for en "racist, løgner og bedrager".

- Vi lærte fra Cohens vidneudsagn, at han direkte har involveret præsidenten i adskillige forbrydelser. Både mens Trump gik efter at få præsidentposten, og mens han har siddet i Det Hvide Hus, siger Jerrold Nadler til ABC ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.