EMNER

Rettelse: Kludder i artikel

FREDERIKSHAVN:På grund af en teknisk fejl gik der kludder i en artikel i NORDJYSKE i går. Artiklens overskrift var ”Hedegaard sælger sit hjertebarn”, og af en eller anden grund var der gledet nogle linier ud af slutningen af de to første spalter. Derfor bringer vi den første del af artiklen igen. NORDJYSKE beklager fejlen. Som formand for teknisk udvalg er Jens Hedegaard Kristensen født formand for bestyrelsen i Frederikshavn Forsyning A/S, som kommunen nu delvist vil privatisere. Som omtalt i går sælger kommunen den kommunale el- og varmeforsyning for at få frigjort kapital til blandt andet skolebyggeri og rådhusrenovering. Jens Hedegaard har været dybt involveret i planerne og havde det ikke let, da han torsdag skulle underrette medarbejdere og den øvrige bestyrelse om planerne: - På den ene side er jeg da frygtelig ked af, at vi nu sælger forsyningen. Vi har brugt de sidste 12-14 år på at banke en god virksomhed op, har en stor og dygtig personalestab og er lige flyttet til nye flotte omgivelser. - På den anden side kan vi ikke forsvare at have et milliardforetagende liggende ude på Knivholtvej, når resten af kommunen mangler penge og ikke kan røre sig ud af stedet. Og der er en vis ræson i, at kommunen bruger provenuet. Det er ikke forbrugernes penge. Frederikshavn Forsyning har alle dage været ejet og drevet af kommunen i modsætning til for eksempel ENV i Hjørring og Forsyningen i Brønderslev, der er ejet af forbrugerne. Medarbejderne modtog meddelelsen med tavshed og skepsis. De venter nu spændte på, i hvilken retning pendulet svinger. Skal der rationaliseres eller bliver der ligefrem mere udvikling og flere jobs? - Det er alene op til ejerne at afgøre. Os syv byrådsmedlemmer i bestyrelsen er inhabile og bliver sat fra fadet, siger Hedegaard.