Retten hjælper Ronaldinho væk fra klubben

Den brasilianske fodboldstjerne Ronaldinho har fået rettens ord på, at han må forlade Flamengo.

Retten hjælper Ronaldinho væk fra klubben

Den tidligere FC Barcelona-stjerne Ronaldinho har fået rettens ord på, at han må forlade brasilianske Flamengo, fordi klubben ifølge spilleren skylder ham 20 millioner dollar - svarende til 120 millioner kroner - i løn.

Flamengos vicepræsident, Rafael de Piro, siger ifølge det tyske nyhedsbureau DPA, at klubben vil anke rettens dom.

Ifølge vicepræsidenten skylder klubben kun Ronaldinho 1,17 millioner dollar - syv millioner kroner - og at det intet har med løn at gøre, men såkaldte imagerettigheder.

32-årige Ronaldinho, som i 2004 og 2005 blev kåret til verdens bedste spiller af Fifa, har det seneste halvandet år spillet for Flamengo, men det er kun blevet til 22 mål i 74 kampe fra offensivspillerens side.

Det har gjort ham noget upopulær blandt Flamengos fans, og i sidste uge blev Ronaldinho buh'et af banen i 3-3-kampen mod Internacional.

Ronaldinhos kontrakt med Flamengo udløber mod slutningen af 2014.

/ritzau/