Retten i Aalborg er nu blevet en større sag

Retskredsene i Nibe, Terndrup og Hobro hører nu officielt under Aalborg

Carsten Randers
Advokat Tage Kragbak (tv) har som bruger kun rosende ord om retsreformen, hvilket glæder byretspræsident Ida Heide-Jørgensen og skifteretschef Hans Mosbæk. FOTO: Grete Dahl
Retspleje 3. januar 2007 05:00

AALBORG: Der er drinks og snacks til medarbejdere og samarbejdspartnere for Retten i Aalborg på første arbejdsdag i det nye år. Her bliver det nemlig også markeret, at den nye retsreform er trådt i kraft. En reform der betyder, at retterne i Nibe, Terndrup og Hobro nu er lukkede, og at disse retskredse nu hører under Retten i Aalborg. Byretspræsident Ida Heide-Jørgensen byder til receptionen blandt andet velkommen til omkring 35 nye medarbejdere, og hun lægger i sin tale ikke skjul på sin glæde over retsreformen, der er den største ændring af retssystemet siden 1919. - Selv om reformen ikke har fået samme mediedækning som strukturreformen, lyder det fra talerstolen. Ida Heide-Jørgensen understreger, at retsreformen ikke er lavet for at genere befolkningen med længere afstande, selv om der er blevet fokuseret meget på de geografiske afstande i den offentlige debat. Forbedret service Derimod regner hun med en forbedret service og kortere sagsbehandling. - Og nu skal alle sager starte i byretten, så vi får sager af større betydning, hvor man skal bruge tre dommere, og hvad skulle man så gøre i Terndrup, Nibe og Hobro, hvor der kun var en dommer, siger byretspræsidenten, før hun skåler og ønsker alle held og lykke for fremtiden. Efterfølgende er stemningen afslappet, og advokat Tage Kragbak fortæller hans mening om reformen til deres udsendte. - Jeg synes godt om den. Den indebærer rigtig gode muligheder for fremtiden. Og retsvæsenet er blevet styrket i forhold til voldgiftsretten, siger advokaten, mens byretspræsidenten nærmer sig bagfra. - Nu skal du sige noget pænt, siger Ida Heide-Jørgensen, og advokaten dukker sig. - Så må jeg hellere lige omformulere mig, lyder det fra Tage Kragbak, som straks gentager hele den rosende smøre igen. - Nu håber jeg så at vinde de næste sager hos byretspræsidenten, siger Tage Kragbak. - Skal du da skilles. Jeg har jo kun ægteskabssager, replicerer hun kvikt. - Nej, en gang må være nok, siger Tage Kragbak. En af de mange nye medarbejdere er retssekretær Karen Carstensen, der tidligere både boede og arbejdede i Hobro. Hun tager det som en udfordring at komme til en større arbejdsplads. - De sidste par dage inden starten, har det været lidt mærkeligt, men jeg er positivt indstillet. Og jeg har selv valgt at komme til Aalborg frem for Tinglysningsretten i Hobro, selv om det tager et par timer af min fritid, når jeg ikke længere kan cykle på arbejde. Men jeg vil stadig gerne arbejde med retssager, så jeg har valgt efter det arbejde, jeg kan lide, siger Karen Carstensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...