Retten tager stilling til famøse trappetrin
Mindst ni personer er kommet til skade på J.P. Jacobsens Plads

Efter påske tager retten stilling til, om Thisted kommune er ansvarlig for et uheld på J.P. Jacobsens Plads for næsten tre år siden.Foto: Ole Iversen
THISTED:Er det kommunens ansvar, når en fodgænger falder og kommer til skade på trappetrinene på J.P, Jacobsens Plads?
Det kommer der svar på med afslutningen på en retssag, hvor en borger har lagt sag an mod Thisted Kommune, skriver Thisted Dagblad lørdag.
Tilbage i 2010 var den pågældende uheldig at falde på trapperne - og pådrog sig en alvorlig knæskade.
Når retten har talt, vil Thisted Kommune tage stilling til, om der skal laves om på torvet, så flere uheld kan undgås. Det oplyser drifts- og anlægschef Eigil Haurum.
Indtil retten siger noget andet, mener kommunen imidlertid ikke at have noget ansvar for uheldene.
De lave trappetrin bliver overset af mange fodgængere. Men trinene er anlagt i overensstemmelse med de gældende anvisninger og vejledninger, påpeger kommunen.
- Vores påstand er, at der ikke er noget galt. Vi vurderer til stadighed, om der er ting, der skal ændres. Det gør vi overalt i kommunen, og jeg vil absolut ikke afvise, at det kan være tilfældet på J.P. Jacobsens Plads. Men vi afventer rettens afgørelse, siger Eigil Haurum.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.