Retten til at tulle

Før i tiden vidste jeg ikke altid, hvad jeg skulle svare, når de søde mødre langs fodboldbanen om søndagen spurgte mig, hvad jeg havde lavet i går? Jeg havde ikke helt mod til at sige sandheden til damerne, der sikkert havde bagt tre fødselsdagskager, parteret et par grise og gjort hovedrent i hele huset. For nogle lørdage havde jeg såmænd bare tullet. Tullet rundt og nippet visne blade af potteplanterne, skiftet sengetøj, revet lidt på gårdspladsen, læst lidt avis, snakket i telefon, lagt noget tøj sammen, begyndt at planlægge studentergildet, strøget en smule, tænkt på fødselsdagsgaver, sat frokost frem, bladet i havebøger, beskåret en busk eller to... At tulle er en sær beskæftigelse midt imellem at gøre ingenting og alting. Det vigtigste ved at tulle er, at man ikke gør noget helt færdigt, ikke presser sig selv, ikke trækker de store ambitioner ind i sin verden, men bare lige så stille og lidt gør det, der falder en ind. Ikke noget med at smøge ærmerne op og være effektiv og måle sine gerninger og nå en masse på ingen tid. Uha, nej. Det er heller ikke det samme som ingenting at lave. Den slags absolutte handlinger er jo også en form for effektivitet. Og det er netop det, tulleriet ikke er. At tulle er at lade stå til. At lade sig glide med uden modstand. At følge den lille drift mod de små overskuelige gøremål, der giver den stille glæde. At tulle er at eksistere uden andet formål end at være til. Det går ikke i vore dage, har jeg tænkt mangen en søndag, mens vi stod der og så poderne spille bold. Jeg kan ikke være bekendt sådan at spilde tiden. Det er noget sjuskeri. Det er pinligt. Så jeg har aldrig fortalt dem, at jeg bare har tullet, alt imens jeg fortsatte med at gøre det trods min stigende dårlige samvittighed. Først for kort tid siden begyndte jeg at stå ved min last. For at tulle er simpelthen livsnødvendigt for mig. Jeg kan ikke trække vejret, hvis jeg kan se, at jeg i flere uger frem ikke har en eneste dag at tulle i. Jeg går i stress, forsvinder for mig selv, bliver utryg, hvis ikke jeg får lov til at være her på jorden bare en enkelt dag uden at skulle gøre mig fortjent til det. Man kan sikkert forklare min nølende accept af tulleriet med både min protestantiske tro, min opdragelse og mit køn. Men lige nu er jeg ligeglad. Jeg er bare til. Og er glad for, at det er lørdag og jeg med god samvittighed og i fuld offentlighed kan gå hele dagen og pleje min egen indre tulleblomst.