Retten udsætter straf i voldtægtssag

Retten i Herning afgør kun skyldsspørgsmålet i voldtægtssag fra Gullestrup. Straffens længde afgøres senere.

Retten udsætter straf i voldtægtssag

Retten i Herning kan ikke som planlagt afslutte sagen mod en 17-årige, der er tiltalt for voldtægter og voldtægtsforsøg i Gullestrup og Herning, på et retsmøde fredag.

Kun skyldsspørgsmålet afgøres fredag, strafudmålingen udskydes, oplyser Herning Folkeblads netavis.

Den unge mand er tiltalt for at have tvunget en kun 10-årig pige ind i en skov i Gullestrup, hvor han voldtog hende. Han er også tiltalt for at have forsøgt at voldtage pigens 9-årige veninde, der dog nåede at stikke af.

Overfaldet fandt sted i november sidste år, og en måned forinden voldtog manden ifølge anklageren en 18-årig kvinde i en trappeskakt på Torvet i Herning.

Sagen var planlagt afsluttet med dom fredag. Udsættelsen af strafudmålingen skyldes ifølge netavisen, at der er uoverensstemmelse mellem de udtalelser, som Retslægerådet og Børnesamrådet er kommet med i sagen.

Retslægerådet blevet bedt om at komme med en ny udtalelse om sanktionsmulighederne i sagen.

Retslægerådet har lagt op til en ungdomssanktion med socialpædagogisk behandling, hvis den 17-årige bliver kendt skyldig. Men den form for sanktion kan ikke tages i anvendelse, hvis straffen bliver over fire år, som anklagemyndigheden lægger op til.

/ritzau/