Retspleje

Retternes bunker når nye højder

KØBENHAVN:Bunkerne fortsætter med at vokse ved landets byretter. For selv om de ansatte ved domstolene er blevet flere og løber stærkere, så løber sagerne stadig fra dem. I sin årsstatistik kan Domstolsstyrelsen ellers glæde sig over, at der sidste år blev afsluttet 26 procent flere sager end i 2006, som var året før den store reform af retsvæsnet. Problemet er, at selv om dommerne fik ekspederet 150.000 flere sager i 2009, modtog man samtidig 175.000 flere sager til behandling. Ifølge styrelsens direktør, Adam Wolf, er det finanskrisen, der er skyld i den massive tilgang af ekstra sager. Det er både tvangsauktioner, konkurser og betalingsstandsninger, der er strømmet ind. Domstolene har ellers fået penge til at finde nye medarbejdere. Der blev i 2009 givet 110 millioner til at ansætte omkring 200 ekstra personer i et år, og med finansloven har politikerne fundet penge til at fastholde det niveau i yderligere to år. Ifølge Adam Wolf vil man i løbet af 2010 sætte ind med særlige initiativer for at forbedre situationen hos de retter, hvor sagerne især hober sig op. Et af de embeder, der ligger i den helt tunge ende af statistikken, er Retten i Glostrup. Der lå nytårsaften 7488 sager og ventede på at blive behandlet. I snit tog det således 251 dage at få ekspederet en domsmandssag hos dommerne på den københavnske vestegn./ritzau/