Retur til høgereden

Blot en uge efter at Christian Nordentoft og Frederikshavn White Hawks skiltes, er den 20-årige forward klar til et gensyn med sin gamle hjemmebane.

Mette Kristensen
Christian Nordentoft spiller i rødt i aften i Frederikshavn.
Ishockey 18. oktober 2011 10:49

Det sker, når han sammen med sin nye arbejdsgiver, AaB Ishockey, besøger Scanel Hockey Arena til sæsonens andet lokalderby. - Der er ingen tvivl om, at det bliver en speciel oplevelse. Det har jo været lidt af en omvæltning for mig, men jeg ser frem til at spille mod Frederikshavn, siger Christian Nordentoft. Ingen sure miner Efter bruddet med White Hawks sagde Nordentoft, at der ikke var følelser i klemme mellem ham og klubben, selv om han blev fritstillet på grund af interne uoverensstemmelser. Derfor er han heller ikke nervøs for, om han får en knapt på pæn modtagelse, når han løber på isen i aften. - Nej, overhovedet ikke. Der er i hvert fald ikke noget fra min side. Jeg glæder mig bare til at komme til at spille noget hockey, siger den unge forward. Det gik stærkt med at komme på plads i AaB. Tirsdag blev Christian Nordentoft fritstillet i Frederikshavn, fredag havde han første træningsdag i AaB, og lørdag aften kunne han løbe på isen til sin første kamp for den nye klub. AaB har vendt skuden - Det har været meget positivt. Jeg skal selvfølgelig vænne mig til et nyt spilsystem og flere andre ting, men jeg føler, at det nok skal gå hurtigt, så jeg er rigtig glad for skiftet. I sæsonens første lokalderby var det AaB der løb med sejren, der lød på 3-2 efter overtid. Og umiddelbart tror Christian Nordentoft, at aalborgenserne igen står med de bedste kort på hånden efter at have bremset en nederlagsstime med sejr over Rødovre i lørdags, men frederikshavnerne har kæmpet med interne uroligheder og ikke har vundet i fem kampe. - Vi kommer med en sejr i ryggen, og umiddelbart vil jeg sige, at vi har det stærkeste hold. Men Frederikshavn kommer helt sikkert med 120 kilometer i timen, siger Nordentoft, som dog kan mærke på holdkammeraterne, at weekendens sejr har pustet lidt liv i kludene. - Stemningen var lidt trykket, og det skal den være, når man har tabt et par kampe i træk. Men jeg er overbevist om, at vi har fået vendt skuden, så jeg tror også, at vi vinder de næste par kampe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...