Film

Reumertjury er vild med Aalborg Teater

Aalborg Teater er nomineret til seks priser

Årets opsætning af Henri Nathansens ”Indenfor Murene” har sikret Aalborg Teater tre Reumert-nomineringer, blandt andre til Marianne Høgsbro (her for bordenden) for årets kvindelige hovedrolle. Arkivfoto: Michael Koch
Årets opsætning af Henri Nathansens ”Indenfor Murene” har sikret Aalborg Teater tre Reumert-nomineringer, blandt andre til Marianne Høgsbro (her for bordenden) for årets kvindelige hovedrolle. Arkivfoto: Michael Koch

Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:48

AALBORG: For andet år i træk er Aalborg Teater nomineret til seks Reumert-priser. Og for andet år i træk er det kun Det Kongelige Teater, der i antal af nomineringer overgår den nordjyske landsdelsscene.

Noget må de gøre rigtigt inde i Jernbanegade, men hvad?

- Priser kan man ikke regne ud. Og hvis man begynder at indrette sit repertoirevalg og sin spillestil efter, hvad der kan give priser og hædrende omtale, har man tabt på forhånd, siger teaterdirektør Morten Kirkskov, der dog understreger, at han på teatrets vegne er ”pavestolt” over de mange nomineringer.

- Uanset hvilke kriterier, vi er blevet bedømt efter, er den vigtigste årsag til succesen, at vi har et fantastisk ensemble, hvor alle arbejder for det samme mål.

Det er Bikubenfonden, der står bag de årlige Reumert-priser, og det er ikke mindst forestillingen ”Indenfor Murene”, der har trukket nomineringer til Aalborg Teater. Den er nomineret til årets forestilling, ligesom Marianne Høgsbro er nomineret til årets kvindelige hovedrolle og Morten Kirkskov som årets instruktør for samme opsætning.

Derudover er både Andreas Jebro og Carsten Svendsen nomineret til årets mandlige birolle for deres præstationer i henholdsvis ”Den spanske flue” og ”Cabaret”, og hvad Morten Kirkskov ikke mindst er stolt af: Aalborg Teaters helt egne ”En kort en lang” er nomineret som årets musikteater/show.

Nomineringerne blev fejret med et glas champagne efter opførelsen af ”Cabaret” i aftes.

- Og så vil vi glæder os til at tage pænt tøj på 22. juni, siger Morten Kirkskov med henvisning til selve Reumert-festen på Det Kongelige Teaters gamle scene, der i øvrigt får endnu et nordjysk aftryk. Det er nemlig Aalborg Teaters Minna Johannesson, der har instrueret den særforestilling, der som noget nyt skal danne ramme om prisuddelingerne.

I Hjørring kan de også være stolte. Hans Holtegaard er nomineret til årets mandlige hovedrolle for sin rolle i Vendsyssel Teaters opsætning af ”Parasitterne”.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden