Reuter-roman bliver til film

Det Danske Filminstitut har givet betinget støttetilsagn fra Filminstituttet på 6,9 mio. kr. til en ny spillefilm for hele familien: "Fakiren fra Bilbao". Støtten gives under 60-40 ordningen. Tvillingerne Emma og Tom, som bor alene med deres mor, har måttet flytte til den lille by Kirkelund. Moderen, Louise, arbejder på den lokale urnefabrik og ejendomsmægleren Moony, som også er byens bedemand, får prakket dem et forfaldent "spøgelseshus" på. Børnene udforsker bl.a. husets kælder og finder en kuglepen med en indespærret fakir. Da Emma ved et uheld får lukket ham ud og et gammelt ægtepar viser sig at være to berygtede diamanttyve – og diamanten viser sig at være gemt i huset - kommer der fart på begivenhederne. Louise må ikke vide noget om børnenes plan om at finde diamanten og blive rige. Den genopstandne fakir fra Bilbao bliver en stor hjælp for børnene og overrasker alle, da han dukker op igen efter at have været stukket af med diamanten. Manuskriptet er skrevet af Mette Heeno (frit efter Bjarne Reuters kendte og elskede roman af samme navn). "Fakiren fra Bilbao" instrueres af Peter Flinth ("Ørnens øje", 1997 og "Olsenbanden Junior" 2001) for M & M Productions. Producere Tivi Magnusson og Mie Andreasen. Optagelserne starter i september på Fyn. Forventet premiere: Efterårsferien 2004.