Lokalpolitik

Revisionschef hentet hos nabo-bank

Poul Erik Larsen skifter fra Østjydsk Bank til Sparekassen Hobro

Poul Erik Larsen

Poul Erik Larsen

Poul Erik Larsen, 52, er tiltrådt som revisionschef i Sparekassen Hobro. Poul Erik Larsen kommer fra en tilsvarende stilling i Østjydsk Bank og har i alt 14 års erfaring som revisionschef i pengeinstitut. Han er oprindeligt uddannet i Nørager Kommune, hvor han arbejdede i skatteforvaltningen fra 1974 til 1986. Derfra har sparekassens nye revisionschef flere års erfaring med revision af erhvervsdrivende og selskaber. Han er registreret revisor med blandt andet skatteret II og erhvervsjura på eksamenslisten. Fra 1986 arbejdede han i Himmerlandsbanken/SparNord med henholdsvis revisions- og marketingopgaver, inden han i 1997 blev revisionschef i Østjydsk Bank. I Sparekassen Hobro afløser Poul Erik Larsen revisionschef Gert Olesen, 62, der med udgangen af august går på pension efter 34 år i sparekassen. Revisionschefen refererer til sparekassens bestyrelse og arbejder tæt sammen med sparekassens eksterne revisorer. Poul Erik Larsen, der bor i Rørbæk, er gift med Sonja, og de har tre børn. Han er en aktiv herre med flere tillidsposter. Indtil kommunesammenlægningen var han i 17 år medlem af Nørager Byråd, valgt for Det Radikale Venstre. Han var med til at grundlægge Volstrup Golfklub, hvor han fortsat sidder i bestyrelsen. Han er medlem af bestyrelsen for Rebild Turistforening og formand for Nørager Industrihuse.