Revisionsgigant ud af Aalborg

PricewaterhouseCoopers har overtaget konkurrenten Ernst & Young i Aalborg, Odense og Sønderborg

Egon Kjøller
JENS AAEN, der kommer fra Ernst & Young i Aalborg, bliver afdelingsleder på PricewaterhouseCoopers nye, store revisionskontor i Aalborg. Arkivfoto: Grete Dahl
Odense 1. september 2010 11:30

Revisions- og konsulentkoncernen PricewaterhouseCoopers (PwC) har med virkning fra i dag overtaget konkurrenten Ernst & Youngs kontorer i Aalborg, Odense og Sønderborg samt Public-afdelingen i København, der betjener den offentlige sektor. Med salget overdrager Ernst & Young 19 procent af sin omsætning i Danmark til PricewaterhouseCoopers. - Med aftalen forfølger vi vores ambition om både en stærkere tilstedeværelse i de pågældende byer og en styrkelse af vores betjening og kompetencer på det offentlige område, særligt i kommuner og regioner, siger direktør for revisionsforretningen i PricewaterhouseCoopers, Mikael Sørensen. I Aalborg er det det mindste af de to kontorer, som fortsætter. Ernst & Young på Vestre Havnepromenade har 40 medarbejdere, PricewaterhouseCoopers på Skel-agervej 25. Alle medarbejdere følger med, og den hidtidige leder af Ernst & Young-kontoret, Jens Aaen, bliver ny partner og afdelingsleder De øvrige partnere, d.v.s. aktionærer, er Henrik Pape, der også kommer fra Ernst & Young, samt Michael Stenskrog og Henrik Eeg Knudsen fra PricewaterhouseCoopers. Michael Stenskrog kalder handelen en strategisk vigtig overtagelse for PricewaterhouseCoopers. Indtil videre fortsætter driften på de to adresser, men planen er at flytte under samme tag, oplyser Jens Aaen. Vækststrategi Baggrunden for overtagelsen af de nye kontorer er en vækststrategi i PricewaterhouseCoopers, som blev lanceret i oktober 2009. Revisionsvirksomheden - har store ambitioner om vækst på det offentlige område og at styrke sin position i hele landet. Kontoret i Sønderborg er helt nyt for selskabet. Fra Ernst & Young lyder forklaringen på frasalget af afdelinger, at virksomhedens strategi er et øget fokus på salg af konsulentydelser. - Ved at tegne et ’nyt Ernst & Young Danmarkskort’ med færre lokationer får vi mulighed for at samle vores viden og dermed specialisere os yderligere inden for vores revisionsforretning, samtidig med at salget giver mulighed for at investere massivt i vores konsulentforretninger, siger administrerende direktør Per Møller. - Mange kontorer spredt ud over landet er ikke i sig selv et afgørende parameter for at give en oplevelse af nærhed hos vores kunder i den fremtidige forretning, siger han. PricewaterhouseCoopers er en af "de fire store" revisionskoncerner i verden med 163.000 ansatte i 151 lande. de øvrige er Deloitte, KPMG samt altså Ernst & Young. I Danmark er der cirka 1800 medarbejdere fordelt på 16 kontorer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...