Revisor og mænd fra rockermiljøet fængsles for corona-svindel

Politiet prioriterer en sag om svindel med ordning om lønkompensation højt, siger anklager efter retsmøde.

KØBENHAVN:En revisor og to mænd fra rockermiljøet er onsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om svindel med en af hjælpepakkerne.

Afgørelsen om fængsling i fire uger er truffet efter et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

I alt er fire mænd sigtet og fængslet. Der nægter sig skyldige. Men ingen ønskede at udtale sig, oplyser senioranklager Sannie Pilebo fra Københavns Politi.

Sigtelsen handler om, at de fire skal have forsøgt at begå bedrageri ved at bede om lønkompensation for næsten 1,5 millioner kroner. Det gjaldt 26 medarbejdere i to virksomheder.

Erhvervsstyrelsen afviste dog ansøgningerne, fordi det blev opdaget, at der blandt andet var indsat falske personnumre, oplyste politiet tirsdag.

I foråret vedtog Folketinget, at økonomisk kriminalitet med udgangspunkt i hjælpepakker skal straffes langt hårdere end normalt. Lovgiverne har ønsket en firedobling af straffen.

Politi og anklagemyndigheden prioriterer sagen højt, oplyser Sannie Pilebo. Og muligvis kan der snart komme et anklageskrift, så retten hurtigt kan få overdraget sagen.

- Hvis den udelukkende kommer til at dreje sig om lønkompensation, forventer jeg en afgørelse om tiltalespørgsmålet relativt hurtigt, siger Sannie Pilebo.

Men det afhænger af, om betjente i specialgruppen Særlig Efterforskning Øst afdækker andre mulige kriminelle forhold i efterforskningen.

Hun ønsker i øvrigt ikke at udtale sig om de enkelte personer. Heller ikke om de to rockerrelaterede personer er knyttet til miljøet omkring Bandidos.

Forleden oplyste Bagmandspolitiet, at man i alt har modtaget 116 anmeldelser om svindel i forbindelse med hjælpepakkerne. Langt de fleste drejer sig om lønkompensation. Det samlede beløb er 38 millioner kroner, men kun en mindre del er blevet udbetalt.

I øvrigt er den første sag indenfor fænomenet blevet afgjort af en domstol. Her besluttede Københavns Byret godt og vel at fordoble straffen i forhold andre bedragerisager. Men anklagemyndigheden har anket til landsretten, som ventes at tage stilling i slutningen af oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.