Revisorer kritiserer transportministeriets DSB-håndtering

Transportministeriet får kritik for håndteringen af DSB's dårlige økonomi mellem 2007 og 2011.

Statsrevisorerne kritiserer i en ny beretning, at skiftende transportministre mellem 2007 og 2011 ikke handlede, selvom de var klar over DSB's økonomiske problemer i denne periode.

Revisorerne noterer samtidig, at ministeriet og DSB i begyndelsen af 2011 i stigende grad tog initiativ til at løse problemerne. Og at den negative udvikling i DSB's regnskabsresultater efterfølgende er stoppet.

- Efter store regnskabsmæssige underskud i 2010 og 2011 var DSB's resultat før skat positivt i 2012, og resultatet steg til 386 millioner kroner i 2013.

- DSB's økonomi er dog fortsat belastet af en betydelig gæld, som i 2013 var på cirka 16 milliarder kroner, hedder det i beretningen.

Statsrevisorerne bemærker, at der trods forbedret effektivitet siden 2011 fortsat er potentiale for yderligere effektiviseringer, og at det er usikkert, om DSB vil nå målene for "Sundt DSB" ved udgangen af 2014.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.