Revisorer kritiserer transportministres DSB-håndtering

Transportministeriet får kritik for håndteringen af DSB's dårlige økonomi mellem 2007 og 2011.

Statsrevisorerne kritiserer i en ny beretning, at skiftende transportministre mellem 2007 og 2011 ikke handlede, selvom de var klar over DSB's økonomiske problemer i denne periode.

Det var en af de ministerposter, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skiftede meget ud på.

Mellem 2007 og 2011 blev posten bestridt af De Konservatives Flemming Hansen, Jakob Axel Nielsen, Carina Christiansen samt partiets nuværende formand, Lars Barfoed. Dertil kommer Venstre-manden Hans Christian Schmidt.

Revisorerne noterer samtidig, at ministeriet og DSB i begyndelsen af 2011 i stigende grad tog initiativ til at løse problemerne. Og at den negative udvikling i DSB's regnskabsresultater efterfølgende er stoppet.

- Efter store regnskabsmæssige underskud i 2010 og 2011 var DSB's resultat før skat positivt i 2012, og resultatet steg til 386 millioner kroner i 2013.

- DSB's økonomi er dog fortsat belastet af en betydelig gæld, som i 2013 var på cirka 16 milliarder kroner, hedder det i beretningen.

Statsrevisorerne bemærker, at der trods forbedret effektivitet siden 2011 fortsat er potentiale for yderligere effektiviseringer.

DSB arbejder i øjeblikket ud fra en spare- og effektiviseringsplan, der hedder "Sundt DSB".

I 2012 og 2013 har den ifølge statsrevisorerne ført til reducerede personaleomkostninger, faldende investeringsniveau og øgede indtægter fra passagerer, trafikkontrakter og salg af reparation og vedligeholdelse.

Dog er statsrevisorerne også usikre på, om DSB vil kunne opnå målene for "Sundt DSB" ved udgangen af 2014.

Transportministeriet og minister Magnus Heunicke forhandler i løbet af foråret ny kontrakt med DSB om at køre store dele af togtrafikken i Danmark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.