Drab

Revolutionen kommer

Han døde i Bolivias jungle for 33 år siden og blev det store ikon for millioner af unge og revolutionære. Nu kommer hans fotografier til Aalborg

Che Guevara lever i bedste velgående. Ikke som menneske, men som ikon. Tilbage i 60'erne tog en italiensk fotograf billedet af revolutionshelten med baretten og den glødende røde stjerne. Han tog billedet præcis i det helt rigtige splitsekund, hvor han havde det helt rigtige udtryk i øjnene. Det var ikke brændende, fængslende øjne. Det var mere sådan nogle Mona Lisa-agtige øjnene. Men billedet blev beskåret helt ind til kinderne. Det blev til en plakat, og dermed blev det til massekultur. En helt var skabt. En myte var født. Et ikon var skabt. Che Guevara blev myrdet/dræbt i 1972. For hans tilhængere var der tale om et brutalt drab på selve frihedes fakkel. For hans modstandere var der tale om drabet/henrettelsen af en terrorist. For alle der var unge i 60'erne, 70'erne og 80'erne har der dog aldrig hersket tvivl: Det var et modbydeligt mord på en gut, der med et enestående mod bød den herskende, diktatoriske klasse trods. 90'erne var individualismens årti. Plakaterne med Che blegnede. For mange unge var livet i overhalingsbanen vigtigere end solidaritet. Che blev om ikke glemt, så blev han rangeret til side. Men nu bobler det igen. Der er ved at komme liv i den gamle helt. Han er på vej op til overfladen. Og fra 30. august er han tilbage i fuldt flor i Aalborg, hvor der vises i alt 287 af Che Guevaras egne fotografier. Det er den dansk/chilenske kunstner Marco Evaristti, der har fået udstillingen i stand. - Jeg har fået fat på udstillingen gennem Che Guevaras søn og hans enke. Jeg var på Cuba, og ville se Asger Jorns billeder der. Dem kunne vi ikke finde. Jeg var sammen med Nationalteatrets direktør, og han spurgte, om jeg så i stedet ville se Che Guevaras hus, og her blev jeg introduceret til det nye museum, de bygger til Che Guevara dernede. Her fik jeg så en opgave: At bygge en skulptur til det nye museum. Det var på den måde, at jeg fandt ud af, at der findes 287 fotografier, som aldrig er blevet vist. Så spurgte jeg: Må jeg ikke få lov at vise dem i Danmark, fortæller Marco Evaristti. - Hvorfor Aalborg-udstillingen skal vises i Aalborg? Det spørger alle om. Men jeg tror, at Aalborg lever meget op til hans ånd. Det mest oplagte var at vise udstillingen i København, men københavnerne er en flok bonderøve og wannabees. Skal man vise udstillingen, skal man vise den et sted, hvor sjælen er mere usmittet. Det var derfor oplagt at tage så langt væk fra København som muligt. - Og så viser det sig jo, at Aalborg har nogle visioner om kultur.Jeg hørte, at man i Aalborg er i gang med at lede efter nogle begivenheder til byen, som havde noget sjæl eller nogle nosser. Derfor er Aalborg det rigtige sted at vise billederne. - Det der gør billederne så fascinerende efter min mening er den ensomhed, man finder i billederne. En kunstnerisk ensomhed, som bliver mættet i hans fotografi. Det er en mand, der altid har været alene. Ensom. Han har kæmpet for retfærdighed og humanisme. Men alligevel: Han var ensom. Den ensomhed fyldte han ud med fotografier. Med kunstværker. - Han havde en bestemt måde at kigge på samfundet på, og deri finder vi hans specielle poesi, som ellers kun findes hos ganske få fotografer. Det er kort og godt den gamle kliche om kunstnere: Er man ensom og lider man, så skaber man store værker. - Jeg er meget farvet i mit forhold til Che, for han har været min store helt, siden jeg var ni år. Dengang var jeg til en konference med min far. Han var medlem af det kommunistiske parti i Chile i begyndelsen af 70'erne. Da så jeg som 9-årig første gang Fidel Castro. Og ud fra det begyndte jeg at studere den marxistiske og leninistiske tankegang. Ikke fordi jeg er en gammel kommunist. Jeg er bare humanist. Det var derfor, jeg begyndte at interessere mig for personen Che Guevara. Hvorfor var han som han var? - Den fascination bliver stadig stærkere og stærkere. Selv den dag i dag. Jeg læser alt, hvad der skrives om ham. Jo mere jeg lærer om hans liv og ensomhed, jo mindre bliver jeg selv som menneske. Jeg ser mig selv om ingenting i forhold til ham og hans humanisme. - Jeg tror, at det var nødvendigt for ham, at lave disse billeder. Kameraet var hans companiero. Hans kammerat. Den han kunne tale med. - Hans billeder er dokumentation, og et godt kunstværk i dag er et værk, som har en kommunikation til folk, som skal betragte værket. Hvis der ligger en dialog mellem værket og tilskueren, så er det kunst. - Det var hans måde at kommunikere på. Han var et meget ensomt mennekse. Han opgav alt for sin sag: Kærlighed. Familie. ALT. - De billeder, der kommer med er fra er fra 1951 og indtil et år før han bliver dræbt, forklarer Marco Evaristti. Evaristti har selv lavet udstillingens plakat. Han har malet et billede efter den gamle plakat. Oven på har han så malet Che Guevaras afskedsbrev til Fidel. Et brev, som han skrev i god tid, inden han blev myrdet. Det måtte først læses, hvis han blev slået ihjel. Nu kan alle læse det på plakaten. Udstillingen skal blandt andet finansieres gennem mechandising, altså salg af plakater, bøger og t-shirts. Under udstillingen kommer der gamle cigarmagere og ruller cigarer af cubansk tobak, og Che Guevaras søn er også i Aalborg i en god uges tid i forbindelse med udstillingsstarten. På udstillingen vil der ikke bare være billeder af Che. Der vil også være billeder med og om Che samt anden dokumentation. Billederne vises i et pakhus på havnen i Aalborg indtil 25. september. Pakhuset er ganske nemt at finde, for der er store Che-plakater overalt på bygningens langside ud mod Nyhavnsgade.