Revy-debutant er også veteran

Glæder sig ikke til, at det hele er overstået, men til at komme i gang på Amburevyens scenekant

Marie Louise Rønnebro - fanget under omklædningen - glæder sig til at komme i gang. 
FOTO: Eva Seider

Marie Louise Rønnebro - fanget under omklædningen - glæder sig til at komme i gang. FOTO: Eva Seider

HOBRO:Til dagligt er det de små poder i Wiegårdens Børnehave, der må se op - billedlig talt, forstås - til Marie Louise Rønnebro. I aften og de næste par uger er det publikum på stolerækkerne i teatersalen på Hobro Theater, der må rette blikket samme vej for at få kontakt med hende. Marie Louise Rønnebro tager nemlig springet op på Ambu-revyens scene. Det er på alle måder et stykke vej fra børnehaven, hvor hun siden 1999 har været leder. Men en revy-scene er på ingen måder ukendt for Ambu-revyens debutant. Faktisk er hun lidt af en veteran. Før hun sammen med sin mand, Charles Kastberg, og to børn flyttede til Hobro, var hun i fire år med til at sprede sjov og ballade fra Glyngøre Revyens scenekant. Men veteran eller ej, så kan man godt mærke spændingen, jo tættere premieren rykker på. Det lægger Marie Louise Rønnebro ikke skjul på. - Men jeg glæder mig ikke til, at det er overstået. Jeg glæder mig til at komme i gang. Bagefter bliver det garanteret tomt, siger Marie Louise Rønnebro. Hun skynder sig at tilføje, at familien måske nok har det lidt modsat. Hendes to børn, Karl og Kristian, har på det seneste flere gange spurgt, ”om der også er revy i aften”. - Men vi holdt selvfølgelig børnefødselsdag, da Karl forleden fyldte 6, og da Kristian i går fyldte 10, tog hele familien på re staurant for at fejre ham, smiler Marie Louise Rønnebro. Det er via en af revyens sjove mænd, Carsten Bredahl, hun er blevet en del af revy-holdet. Som institutionsledere kender de to hinanden fagligt, og da revyen efter Anne Mette Lakmanns frivillige farvel manglede en på pigeholdet, sprang Marie Louise Rønnebro til. Det har været et tidskrævende bekendtskab, men det hverken generer eller overrasker Marie Louise Rønnebro. - Det handler jo om at prioritere og udnytte sin tid, siger hun. Hun fik de første tekster udleveret før sommerferien, og som hun udtrykker det, kan man jo sagtens synge både i badet og på vej til arbejde. Hun havde også teksterne med da familien holdt sommerferie på Fur. Hun er i revyen på scenen en halv snes gange. På forhånd har hun ikke et favoritnummer, men hun har i hvert fald et nummer, der falder hende sværere end andre. - Det er ikke nemt at være fuld mand, siger hun. Mange vil give hende ret.