Revy har styr på musik

AALBÆK:Årets Aalbæk Sjøw i marts på Sundhedshøjskolen Diget i Bunken har styr på musikken. Der bliver i forbindelse med revyen lejlighed til at opleve et fem-mand stort orkester spille op til dans efter revyen lørdag 1. marts, fredag 7. marts og lørdag 8. marts. Her er der spisning før og dans efter løjerne på scenen. Det er orkestret "Shindig", der spiller op til sjov. Det er fem modne herrer, hvoraf de fleste har været med siden dengang det hed pigtrådsmusik tilbage i de glade 60'ere. De spiller numre af The Beatles, Stones, Cliff Richard, Elvis, Beach Boys, Drifters, Animals, Manfred Mann, Procul Harum, Tremeloes og så videre. Dertil kommer et større udvalg af dansksproget musik så som Bamse, John Mogensen, Shu-bi-dua, Kim Larsen og mange andre stærke danske navne. Billetsalget til årets Aalbæk Sjøw åbner mandag 3. februar.