Revy-Karlborg takkede af

Årets udgave af Lundergård Revy har solgt 5.600 billetter. Lørdag var sidste forestilling for i år - og samtidig et farvel til revyformanden. 
Arkivfoto: Eva Seider

Årets udgave af Lundergård Revy har solgt 5.600 billetter. Lørdag var sidste forestilling for i år - og samtidig et farvel til revyformanden. Arkivfoto: Eva Seider

HJØRRING:Det var med vemod den formanden for den traditionsrige Lundergård Revy, Michael Karlborg lørdag aften for sidste gang bød velkommen til den revy, han gennem de seneste fire år har stået i spidsen for. Der blev da også på behørig vis taget afsked på scenen med den afgående formand, der fik ord med sig på vejen som ”nok landets bedste revyformand”. Michael Karlborg bliver til nytår officielt formand for Ny Hjørring byråds Fritids- og Kulturudvalg. Det harmonerer, ifølge Michael Karlborg (V), hverken tids - eller signalmæssigt med at beholde kasketten som revyformand. Lundergård Revyen har i år spillet ti gange, og alt i alt har 5.600 personer været forbi Lundergård Hallen for at opleve en håndfuld glade amatører udfolde sig på vendelbomål med en snert af politisk lune og masser af musikalsk underholdning. Revyen er opført under ledelse af revyudvalget under Lundergård Idræts- og Ungdomsforenings (LIUF) Venner. Overskuddet er som regel på cirka 200.000 kroner, hvoraf langt størstedelen går til ungdomsarbejdet i klubben.