Teater

Revyhistorie på tryk

HJØRRING:Hjemme hos Karl O. Hansen på Skrænten har computeren siden november jævnligt været i gang, når han sammen med Steen Foldsted Andersen har arbejdet med at strikke et jublilæumsskrift sammen til Lundergårdrevyen. I år fejrer revyen nemlig, at forestilling nr. 20 skal opføres. Revyen rullede første gang over scenen 26. maj 1984. I år er premieren 9. maj. Det er med tilfredshed, at de to veteraner fra LIUFs Venner sætter ord og billeder på en revy, som hjørringenserne i den grad har taget til sig. Folk vælter ind til revy, god mad og dans i stort tal. Samtidig finder billetindtægterne vej til LIUFs Venner, der igen deler dem ud til LIUF. Jubilæumskriftet beskriver ikke kun den kunstneriske side, men også organisationen bag revyen og indsatsen fra de mange frivillige og teknikere. Karl O. Hansen, der er pensioneret major, og Steen Foldsted Andersen, der er softwaretekniker, har haft en halv snes ringbind med udklip og fotos at arbejde med. Jubilæumskriftet er begrænset til 12-15 A4 sider og Centraltrykkeriet skal sætte siderne pænt op. - Det største problem har været at vælge ting fra og støve materialet op, siger Karl O. Hansen. Han og Steen Foldsted Andersen har også været på billedjagt. Revyens eget arkiv har naturligvis været leveringsdygtigt, men også fotograferne Finn Folsted, Bente Poder og Bent Bach har lånt billeder fra forestillinger. På trods af de mange forestillinger, så har Lundergårdrevyen kun haft to kunstneriske ledelser - fordelt på tre personer! Vibeke Sybrandt var instruktør de første år, mens Dorte Mørch og Anne Mette Nors sammen har haft tjansen i de seneste otte gange. Revyen har vundet mange priser, deriblandt Hjørring Kommunes Kulturpris, som den fik i 2001. De to skribenter husker tydeligt, hvor usikre man oprindeligt var på revyen. Ville den slå an og give overskud? Driftsbudgettet var på 5000 kr. og man satsede forsigtigt på, at det skulle balancere. - Men det gav 10.000 kr. i overskud, hvilket var fantastisk, siger Steen Foldsted Andersen. Siden har revyen givet stort overskud. Både Karl O. Hansen og Steen Foldsted Andersen sidder i det nuværende revyudvalg under LIUFs Venner og har siden starten været involveret i Lundergårdrevyen. Jublilæumsskriftet skal på lægges på biblioteket, sendes til pressen, til byrådets medlemmer og til tekstforattere og skuespillere. LIUF skal naturligvis også have nogle eksemplarer som kan gives til sponsorer.