Revyholdets faste støtter

Lundergaard Revyen har reddet på en bølge af succes gennem mange år.

Ernæring 13. februar 2011 19:21

Succesen skyldes ikke mindst støtten fra trofaste frivillige bag scenen. Det kan instruktør Dorte Mørch skrive under på. - Uden de frivillige gik det overhovedet ikke, siger Dorte Mørch. En af årsagen til gruppen af frivilliges effektivitet er kombinationen af garvede folk og nye, der bliver "shanghajet" til at være med i det muntre lag. Denne dag er ingen undtagelse og effektiviteten er imponerende. Revyformand Thomas Møller Petersen giver en kort introduktion og så går de frivillige bare i gang i grupperne med at koordinere deres kalendere. - De styrer stort set det hele selv inden for grupperne. Og det er de nødt til. Jeg har ikke tid til at holde øje med alle detaljer. Jeg er nødt til at kunne stole på grupperne og det kan jeg, siger Thomas Møller Petersen. Blandt de selvstyrende grupper er de frivillige fra LIUF's Venner, der styrer hallens cafeteria. Sonja Martensen har været med i 14 år og Susanne Nielsen i tre år. De er revyholdets personlige "madmødre" under prøverne op til og efter premieren. - De gør det bare så godt, siger instruktør Dorte Mørch med eftertryk. Men hvad er det så, de kreative sjæle på scenen ønsker at sætte tænderne i? Er det gåseleverpostej og andre avancerede spiser? - De vil gerne have sovs og kartofler, siger Sonja Martensen med et grin. - Ganske almindelig varm mad. Og efter forestillingerne vil de gerne have pølser og pommes frites! Til festaftenerne kan revyholdet selvfølgelig tage mad fra buffeten. Men de skal under alle omstændigheder spise rigtig mad. - Junk Food dur simpelthen ikke, siger Susanne Nielsen. Hun ved, hvad hun taler om. Hun er nemlig økonoma i det daglige. Sjøw kræver vitaminer både på og bag scenen!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...