Revystart med rødvin og rå ideer

Efter sidste års fiasko er det nye hold bag Hjørring Revyen ivrige efter at få nordjyderne til at grine igen. NORDJYSKE var med ved det første møde mellem instruktør, skuespillere, tekstforfattere og scenograf

Køkkenbordet er fyldt med forskellig ost, brød og krydrede italienske pølser, og inde i stuen er flere flasker god rødvin trukket op. Det er mandag aften, og vi befinder os i skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaums lejlighed i det indre København. De fremmødte har et stort ansvar, og det ved de. Sidste års Hjørring Revy floppede totalt og gik konkurs, men det er ikke ligefrem præstationsangst, der plager instruktør Ulla Thordal-Christensen, der er omgivet af revyens fem skuespillere, fire af tekstforfatterne og scenografen. - Vi har et enormt gåpåmod og en uforfærdet tro på, at vi kan lave en god revy. Jeg har samlet nogle mennesker med årevis af erfaring og lyst til arbejde med denne genre, så det ser godt ud, siger hun. Det er første gang, at det nye hold mødes, og allerede efter det første glas vin begynder ideerne at flyve henover bordet. 19. maj starter prøverne til dette års revy på Vendelbohus, men lige nu ved ingen helt, hvad de kommer til at skulle øve sig på. - Jeg kunne godt tænke mig noget rytmisk i åbningsnummeret. Måske noget stomp, siger Ina-Miriam Rosenbaum. Hendes forslag bliver mødt med nikkende hoveder og en masse nye forslag til, hvordan publikum skal fanges med det samme - skal det være med eller uden ord og hvordan skal musikken være? For slet ikke at tale om det visuelle, hvor lys og skygge er nogle af de virkemidler, som scenograf Jan de Neergaard gerne vil arbejde med. Opskriften på succes - Helle, kan du steppe?, spørger Ulla Thordal-Christensen skuespiller Helle Dolleris, der uden tøven svarer: - Nej, men det kan jeg da lære. Diskussionen omkring revyens indhold kommer hurtigt til at dreje sig om, hvorvidt man skal lave det, som man tror folk vil have, eller det somman selv synes er sjovt. Tekstforfatter Claus Skytte, der til daglig lever af at få sjove ideer i reklamebranchen, hælder mest til det første. Instruktør Ulla Thordal-Christensen er uenig: - Jeg synes, at vi skal koncentrere os om, hvad vi synes er sjovt. Hvad der interesserer os. Som Volmer Sørensen engang sagde: Man skal give publikum det, som de ikke vidste, de ville have. Vi skal tage udgangspunkt i, hvad der rører os, siger hun. Det bliver startskuddet til en lang snak om danskernes forhold til deres hjem og haven. - Alle taler om at bygge om. Hvad fanden bygger de om for? Er det en substitut for noget andet, spørger Ina-Miriam Rosenbaum. Det er det helt sikkert, mener de andre, og snart handler samtalen om haven som statussymbol. - Kun en tåbe frygter ikke haven, konstaterer skuespiller Hans Holtegaard smilende og runder dermed den del af snakken af. 15 minutters berømmelse De mange reality-shows på tv og drømmene om at være på er det næste emne, der får Hjørring Revyens medvirkende til at diskutere højlydt. - Folk står og bryder tudende sammen, fordi de ikke kom videre i et program, der handler om at komme videre til et andet program. Det er jo fuldstændigt til grin. De har jo ikke fået at vide, at de har dødelig cancer, siger tekstforfatter Morten Holm-Nielsen med henvisning til "Robinson-aspiranterne" på TV3. Skuespiller Karsten Jansfort bakker ham op: - Der er ikke noget, der er virkeligt i dag, hvis det ikke har været i tv. Alle vil have deres 15 minutters berømmelse - eller måske bare ét minut. Bare du kommer på tv, siger han og får Helle Dolleris til at nikke. - Hvorfor nikker du? Du er da så pisseeksponeret, siger skuespiller Peter Oliver Hansen med et drillende blik og griner af den nordjyske skuespiller, der blev landskendt efter sine roller i tv-føljetonen "Charlot og Charlotte" og dogmefilmen "Festen". - Jeg var ude at optræde til et privat arrangement, hvor folk kaldte mig Charlotte hele aftenen. Jeg blev ved med at sige, at jeg hed Helle, men det trængte ikke igennem, så til sidst lod jeg bare som ingenting, siger Helle Dolleris. Nordjyder og københavnere Claus Skytte vil efter en længere tænkepause vide, hvad den store forskel er på humoren hos vendelboer og den øvrige danske befolkning. Tekstforfatteren er selv fra Sydfyn og afslører til de fremmødtes store overraskelse, at han er en af idemændene bag reklamefilmene om "Polle fra Snave", hvor han selv spiller den kiksede discjockey "Harske Hubbi". - Nogle af de platte numre, der ville gå i København, går ikke i Nordjylland. Platheder er altid sjovt, men hvis der ikke er andet, så står folk af, siger Hans Holtegaard, der som den eneste bor i Hjørring til daglig. Den københavnske instruktør Ulla Thordal-Christensen, der har lavet revy i Hjørring fire gange tidligere, mener dog ikke, at man skal hænge sig for meget i eventuelle forskelle. - Jeg har ikke tænkt mig at lave en anderledes revy i Nordjylland, end jeg ville have gjort i Nordsjælland. Men der er visse ting, som du kun kan lave i København, hvor det gerne må være smallere emner end i provinsen. Man skal dog ikke glemme nordjydernes lune. Den er ikke til at tage fejl af, siger hun. Endnu en diskussion tager fart, og denne gang kører den over i så forskellige ting som jagten på livsstil, kloning, fredsbevægelser, krig og død. Ifølge tekstforfatter Morten Holm-Nielsen kan man godt lave revytekster om tragiske hændelser, men med visse forbehold. - Komedie er tragedie plus tid. Tingene skal lidt på afstand, før man kan bruge det i en sjov sammenhæng. Derfor vil man heller ikke få tekster om Irak fra min side, siger han. Tekstforfatterne har noteret flittigt under hele seancen, men endnu ved ingen, hvad der kommer ud af holdets første møde. Der skal laves 20-22 numre, og kun en ting er sikkert: Den 26. juni er der premiere. - Nu er vi kommet i gang med processen. Der er den gode kemi, som jeg havde håbet på, og vi skal nok få det sjovt. Nu skal vi bare have nogle gode tekster, så vi kan komme videre, siger Ulla Thordal-Christensen, mens de sidste rødvinssjatter skylles ned.