Retspleje

Ribe vil trække miljøministeren i retten KRUMSPRING: Borgmester vil kæmpe for et ulovligt Føtex

RIBE:Den konservative miljøministers, Connie Hedegaards (K), indsigelse mod Føtex i Ribe havner i landsretten. Miljøministeren afgjorde onsdag, at Føtex i Ribe er for stor, men Ribes borgmester, folketingsmedlem Preben Rudiengaard (V), understreger, at han ikke har tænkt sig at følge miljøministerens afgørelse uden kamp. Han var forberedt på Connie Hedegaards beslutning og har allerede kørt en række advokater i stilling til at kæmpe for varehuset. - Det har vi besluttet i god tid. Vi har talt med en række superadvokater, for planloven kan jo fortolkes i flere retninger, siger han til Ritzau. Et flertal i Ribe Amtsråd, bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, stemte i august ja til at dispensere med et regionsplantillæg om, at Føtex-forretningen kunne være 700 kvadratmeter større end lovens loft på 3000 kvadratmeter. Det skete, efter at Naturklagenævnet havde underkendt kommunens tilladelse til byggeriet. Connie Hedegaard begrunder sin indsigelse med, at der skal være lighed for loven. - Der er efter min mening i denne sag ikke grundlag for at tilsidesætte de overordnede og principielle hensyn til retshåndhævelse, lighed for loven og den mangeårige praksis, siger hun. Preben Rudiengaard mener dog ikke, at der er tale om en klar lovovertrædelse. Han kalder det pinligt, at Danmark har en planlov, der kan fortolkes så forskelligt. - Et byråd og et amtråd mener én ting, mens miljøministeren mener noget andet. I Ribe er der ikke tale om én butik, men to butikker under samme tag. Hvis man opfatter det sådan, så overskrider vi ikke reglerne, siger han. Miljøministerens indsigelse kan betyde, at Ribe Kommune får et sagsanlæg på 3,5-4,5 millioner kroner, som det vil koste Føtex at bygge om og lovliggøre butikken. Poul Guldborg, som er informationschef hos Føtex ejer, Dansk Supermarked, siger, at man har alle myndighedstilladelser, der skulle til for bygge den store Føtex: - Nu gransker vi sagen, og så vil vi selvfølgelig drøfte den med kommunen om det videre forløb. Der er slet ikke taget stilling til at gå til domstolene for nuværende, siger Poul Guldborg til Ritzau. VK-konflikt Føtex-sagen rummer også et element af konflikt mellem de to regeringspartier, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Preben Rudiengaard, der også sidder i Folketinget for Venstre, er nemlig svært utilfreds med den konservative miljøminister. - Det er rigtigt, at vi er uenige, men jeg tror ikke, at det kan skade regeringens image. Det er snarere Connie Hedegaards image, der er i fare. For mig er hun en konservativ konservator, der ikke ser fremad, siger Preben Rudiengaard. Miljøministeren skriver i sin begrundelse til Ribe Amtsråd, at der er lagt vægt på Miljøministeriets praksis i den slags sager, så hun blandt andet ikke har taget hensyn til, at Føtex-forretningen er færdigbygget. Connie Hedegaard vender tommelfingeren nedad for Føtex, selv om Kammeradvokaten vurderer, at hun med loven i hånden sagligt set godt kunne have ladet være. Imidlertid har Skov- og Naturstyrelse rådet ministeren til at sige nej til en lovliggørelse. /ritzau/