Rice: Tiden er inde til diplomati

Washington, tirsdag /ritzau/Reuters USA's kommende udenrigsminister Condoleezza Rice mener, at tiden er inde til diplomati. Condoleezza Rice, der er udnævnt til posten som USA's nye udenrigsminister, erklærede tirsdag, at hun vil tillade diplomatiet at råde i præsident George W. Bushs anden præsidentperiode. I sine første fire år i embedet er Bush blevet bombarderet med beskyldninger om at have ført en ensidig og konfrontatorisk politik. - Vi må bruge det amerikanske diplomati til at hjælpe til med at skabe magtbalance i en verden, der ønsker frihed. Tiden er inde til diplomati, sagde Rice i en tale til det amerikanske Senat, der blev omdelt til journalister, inden den blev holdt. Rice var Bushs nationale sikkerhedsrådgiver i hans første fire turbulente år på posten, der blev præget af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, de amerikanskledede krige i Afghanistan og Irak og den hidtil værste splittelse mellem USA og Europa siden Den Anden Verdenskrig. Bush ønsker, at den 50-årige tidligere rektor ved Stanford University og sovjetekspert afløser Colin Powell, der blev beundret rundt om i verden og ofte blev betragtet som den ensomme due, der understregede behovet for at bruge diplomati til at løse konflikter. Rice ventedes under mødet med Senatets udenrigskomité at blive stillet barske spørgsmål om det igangværende oprør i Irak. Men hun får næppe noget besvær med at blive godkendt som ny amerikansk udenrigsminister. Hvis Rice bliver godkendt af Senatet, bliver hun den første sorte kvinde på posten. Og udfordringerne forude er mange. Blandt de store er oprøret i Irak og striden med Iran og Nordkorea om de to landes kontroversielle atomprogrammer. Rices understregning af, at tiden nu er inde til diplomati, kommer, efter at Bush selv har lovet, dels at forbedre forholdet til sine allierede, særligt i Europa, og dels arbejde hårdere på at mægle mellem Israel og palæstinenserne. Men der er stadig fremtrædende folk i Bush-regeringen, der ingen grund ser til at lade diplomatiet virke, men i stedet ønsker at isolere og konfrontere Iran og Nordkorea trods Bushs beslutning om at se, hvorvidt forhandlinger kan bidrage til at afmontere de våbenprogrammer, medlemmerne af den såkaldte Ondskabens Akse måtte have. Bushs kommende udenrigsminister har med talen til senatskomitéen tirsdag ladet forstå, at hun foretrækker dialog. - Vor omgang med resten af verden skal være en konversation, ikke en monolog, sagde hun. Hun sagde også, at amerikanske diplomater bliver nødt til at "være aktive", når det gælder om at udbrede demokrati, bekæmpe terrorisme og reducere fattigdom. Hun tilføjede, at USA ikke kan skaffe succes alene, men hun noterede også, at hun ikke vil lade USA's traditionelle allierede eller institutioner stå i vejen for "effektiv" amerikansk handling. Præstedatteren Rice ventes at blive godkendt som ny udenrigsminister så tidligt som onsdag, så hun er klar, når Bush tages i ed for anden gang torsdag. /ritzau/Reuters