Rid vinteren væk

Læn jer godt tilbage, råber Manuel Navarro op ad bjerget. Det kan han sagtens sige, han lever af at ride, men når man som uerfaren sidder højt oppe på et stort dyr og ser lige durk ned ad en skrænt, der ender helt nede i Middelhavet, kræver det mere end et par dybe indåndinger at turde stole på hans ord. Det ved han. Så han gentager sig selv. - Læn jer godt tilbage, råber han med en stemmeføring, der kræver handling. Så jeg læner mig tilbage, hviler hoften bagud i sadlen og ser hen over Piedras brune manke det blå hav bølge foran mig. Rettere neden for mig. Dernede ligger det dragende vand, der har skåret sig ind i det her helt fjerne hjørne af Spanien og givet det den ene betagende vig efter den anden med jomfruelige strande, som de hedder her, playas virgenes, hvor der ingen huse er. Ingen hoteller. Ingen barer med plasticstole. Ingen feriehuse i hakkeorden. I stedet rider Manuel forrest hen til en strand, der er som taget ud af en reklame for flødechokolade fyldt med kokoscreme. Eukalyptustræer står som en krans om den lille vig, hvor sandet lyser hvidt, og skønheden er så enkel, som den kan blive. Og derfor så bevægende. Vi er næsten alene her på Playa de los Genoveses, opkaldt efter de italienske sørøvere, der i sin tid hærgede her. Kun få andre har fundet herhen denne novemberdag nær julens måned. 17 grader er det. Solskin og søndag. Uden for sæsonen og så sindsrensende fredeligt, at smilet ikke kan tørres af mit ansigt, da jeg får salt luft på kinderne, og Piedra bliver våd på hovene. Ikke som henne på Solkysten Man kan komme ud at ride overalt, også i Sydspanien, i Andalusien, og der er frygteligt dejligt mange steder. Også oppe i bjergene, det elskede jeg, selv om jeg ikke er nogen rytter overhovedet. Men at ride her i det sydøstlige hjørne af Spanien, i den egn, der hedder Almería, er noget særligt. Fordi her er særligt i sig selv. Her er alt det gode vejr, der også findes langs resten af kysten, og så er her altså lige den der menneskeforladthed, som man så absolut ikke kan finde langs den del af kysten, de fleste nøjes med at besøge. Om sommeren er her flere, selvfølgelig, men det her er ikke en egn, der har villet have folk til at drikke sig i hegnet eller flashe håndtasker med logoer. I stedet er hele kysthjørnet og langt inde i landet fredet natur, som øver en stærk tiltrækning på mennesker med hang til at være ude og gøre noget, der ikke generer hverken dyr, planter eller andre mennesker. Smag for autentisk spansk liv Det kan lyde kedeligt for nogen, men det var ret svært at mærke kedsomheden, da jeg dagen før rideturen stod med blæsten i håret og så ud over vandet på Cabo de Gata, kattens kappe, klippen yderst på hjørnet, hvor det føles lige så meget som verdens ende som oppe i Spaniens modsatte hjørne, i Finisterre, enden af pilgrimsruten, som for de fleste blot fører til katedralen i Santiago de Compostela, men for andre først slutter, når de stiller støvlerne ude ved Atlanterhavet. Fra Cabo de Gata kan man i klart vejr ane Afrika, men denne lørdag var det mest fravær af alt og alle, der dominerede. Som ved Vesterhavet blæser blæsten hovedet tomt, men det dufter anderledes her. Af varme og en mere eksotisk enkelhed, som til frokosten rundt om hjørnet længere oppe, hvor kysten vender mod øst. Deroppe i La Isleta del Moro fik vi bord på restaurant Bodega Principe de Viana på kajen. Vi sad bag det lukkede vindue, der var fedtet til af skumsprøjt, og kunne se sol og skygge skifte hen over havet som i et hvirvlende foredrag om forgangne tider og om at holde fast i det, der sker lige nu, for om lidt er det væk. Filosofisk kan man nemt blive af at sidde her, hvor tjeneren kom ind med fire forskellige slags friskfangede fisk og spurgte, hvilken en damen ønsker i dag? Da valget faldt på maza, gik der få minutter, så stod der et stort fad salat foran os med sprøde blade, tomater og løg - og appelsiner i skiver. Og da fisken kom, smagte den som det, den var, friskfanget. Bordene fyldtes op. Den yngste i en familie legede med Barbie-dukker ved bordet. En dame sad alene med en stor gryde fiskesuppe. En flok venner fik det runde bord i hjørnet, hvorfra man gennem gardinerne af fiskenet kunne se de vuggende joller og bag ved dem de to udtørrede vulkaner Fraile og Chico Fraile. Den første var i udbrud for mellem ni og 15 mio. år siden, knægten begyndte først at spy lava mellem et og otte mio. år senere. Det er den særlige geologi, der giver roen herude og har gjort hele hjørnet til en lang nationalpark, Cabo da Gata-Nijar. De mange klippeskær og besværlige bjerge har hindret masseturismen og givet dykkerne noget at kigge efter og havet en helt anden farve - en dyb grønblå, frembragt af algen Poseidonia oceania, den vigtigste iltskaber i farvandet. Hvor fugle og filmhelte flokkes Da desserten kom ind, var lyset udenfor ved at ændre sig. Klokken var hen ad halv fem, da vi var færdige med kaffen og husets udvalgte søde sager, surtido casero. Det er lidt sent selv for spaniere, men vi var også blevet forsinket på vejen, fordi vi nede ved Las Salinas, saltsøerne ved selve spidsen Cabo de Gata, var gået ind i fuglekiggerhytten og derfra havde fået øje på en flok flamingoer. Var de lidt rosa eller mestendels hvide? Det var svært at blive enige om, og der var læ i fuglehuset, så debatten bølgede frem og tilbage, men der var enighed om, at de Arne Jacobsen-stole, vi sad på til aftensmaden på hotellets restaurant, var knaldende røde. Hotel Calagrande er overnordisk enkelt, og trods 3000 kilometers afstand passer stilarten til lyset, tempoet og stemningen på kysten her. Det ligger i Las Negras, også et lille fiskerleje, og turen dertil fra frokostbordet langs kysten tog ikke mere end en halv time, men vi kom undervejs så langt ind i landet, at ørkenstemningen nåede at ramme os. Regnen fra Atlanten når ikke helt herover, men bliver bremset af Sierra Nevada, hvor man kan stå på ski fra midt i december. Så her er en ørken så sandfærdig, at alverdens westernfilm er indspillet her, og der er endda en forlystelsespark ved navn Mini Hollywood med kulissesalooner. Vi behøver ikke tage så langt. Da vi sadlede hesten, fik vi at vide, at selveste Clint Eastwood havde filmet her på Hotel Cortijo el Sotillo, en gård fra 1920'erne. Han tog endda områdets egenart så meget til sig, at det var en Almería-poncho, han havde på i Sergio Leones "En nævefuld af dollars" fra hans unge tid i 1964. Og da vi gik ned på Playa Monsúl på nabostranden til den, vi besøgte til hest, ser vi klippen, Sean Connery fløj ind i, da han i 1989 spillede farmand til helten i "Indiana Jones og det sidste korstog". Men det er nu ikke skuespillende mænd med gråt hår, jeg tænker på, mens jeg sidder på Piedra og funderer over, hvorfor jeg kan lide det her. Vi rejser af mange forskellige grunde, kommer nye steder hen, fordi der er en golfbane, en sjælden fugl, et museum, en strand, en flok venner eller bare lunt og sol. Her rejser jeg tilbage for at få enkelheden, lyset fra øst og syd på samme tid, de få farver, men først og fremmest roen. Piedra giver sig. Han synes åbenbart ikke, jeg skal være helt så afslappet, så han sætter i hårdt løb, da vi på vejen hjem skal op ad den stejle skrænt. Det blæser så meget, at jeg ikke har hørt Manuels råb om at lægge sig tæt ind til hestens hals og holde fast i manken, så jeg er lige ved at tilte. Men jeg når det. Når at holde hårdt fast, så jeg kommer helskindet til tops. Jeg ler, da jeg vender mig om. Og ser Middelhavet. Hasta pronto, når jeg at sige, vi ses snart.