Ridderen fra Vorupør
Kim Poulsen er stolt af at kunne kalde sig Ridder af Dannebrog

Da Kim Poulsen var i Livgarden i 1977, stod han blandt andet foran trappen op til audiensgemakket på Christiansborg Slot. - Det var lidt sjovt at gå forbi garden så mange år efter med ridderkorset på, fortæller han.Foto: Anne-Kathrine Poulsen
VORUPØR:- Deres Majestæt, jeg vil gerne takke for den fine orden, jeg har modtaget. Jeg hedder Kim Poulsen og er købmand i Vorupør.
Den høje, slanke købmand Kim Poulsen står overfor Dronning Margrethe i audiensgemakket på Christiansborg Slot, og ved ikke rigtig, hvad han nu skal sige.
- Vorupør er en lille by der ligger.., fortsætter han.
- Jeg ved godt, hvor Vorupør ligger, Poulsen, afbryder Dronningen venligt.
Kim Poulsen er nogle måneder tidligere slået til Ridder af Dannebrogordenen.
Denne mandag er han rejst fra Vorupør til København for at takke Dronningen for tildeling af ordenen.
Efter lidt tid har nervøsiteten lagt sig, og Kim Poulsen får takket majestæten.
- Jeg vil vove at påstå, at det her gjorde mig mere nervøs end et foredrag for hundrede mennesker ville gøre, fortæller han.
Men Dronningen smilede venligt, og til trods for nerverne, der sad uden på kjole og hvidt, endte audiensen med at blive en god oplevelse for Kim Poulsen.
- Hun tog rigtig godt i mod mig og var utrolig venlig. Da jeg kom fra gemakket og ud på slotspladsen, var jeg helt høj, fortæller han.
Ordenen modtog 55-årige Kim Poulsen for sit mangeårige foreningsarbejde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.