Teater

Riddersal i brug til mode-show

SÆBY:Den nyrestaurerede riddersal på Sæbygaard Slot danner i morgen aften, torsdag, ramme om et festligt mode-show. Restaureringen og renoveringen af riddersalen er netop afsluttet og fremstår nu lys og lun og er også velegnet til afvikling af et modeshow. Der har tidligere været arrangeret mode-shows i jagtstuen og den blå stue nedenunder med stor succes. Ved show'et i morgen vil riddersalens flotte lysekroner stråle og gøre det ekstra festligt. Lokale forretninger er repræsenteret med tøj til damer og herrer i alle aldre. Der vises spændende kollektioner i forårets friske farver. Desuden vil der blive vist mange eksempler på frisurer, såvel daglige som aftenfrisurer - ja endda også i rokokostil. Desuden vil man kunne se det nyeste inden for smykker og brudetøj. Som noget helt nyt er det lykkedes at få et pelsfirma til at fremvise eksempler på dets kollektion af pelse og skindvarer til enhver lejlighed. Som et festligt indslag vil elever fra Alexandra-skolen i Fredreikshavn vise kostumer fra det 17. århundrede. Dragterne fra Tordenskjolds tid vil passe godt ind i slottets rammer. Slottet vil være smukt pyntet med blomsterarrangementer til hverdag og fest. Der udtrækkes gevinster på indgangsbilletterne, og i pausen vil der blive serveret en forfriskning. Sæbygaards Venner, der står for arrangementet, håber, at rigtig mange vil møde op og gør opmærksom på, at det stadig er muligt at sikre sig billet til mode-show'et i morgen aften.