Riddersholm om nedrykningspulje: Vi skal på jagt

Glen Riddersholm og Sønderjyske skal ud og jagte AGF og AC Horsens i det kommende nedrykningsslutspil.

Glen Riddersholm og Sønderjyske tabte søndag med 1-2 i Herning til FC Midtjylland.

Glen Riddersholm og Sønderjyske tabte søndag med 1-2 i Herning til FC Midtjylland.

HERNING:For Sønderjyskes vedkommende bød sidste runde i Superligaens grundspil på et nederlag i Herning på 1-2 til FC Midtjylland.

Allerede inden kampen stod det stort set fast, at Sønderjyske ville havne i nedrykningsslutspillet. Efter nederlaget er puljerne blev fastlagt.

Sønderjyske er havnet i nedrykningspulje med AC Horsens, AGF og Vejle Boldklub.

Sønderjyderne har tre point op til de to førstnævnte, mens otte point adskiller dem fra Vejle, som er sidst i puljen. Derfor blæser Sønderjyske-træner Glen Riddersholm til angreb.

- Det er os, der skal jagte Horsens og AGF. Det skal vi gøre ved at levere meget af det, som vi har vist i foråret, siger Riddersholm.

Han konstaterede samtidig, at det er begyndt at lysne en smule for klubben fra Haderslev.

- Vi har et bedre udgangspunkt, end vi havde for tre spillerunder siden. Der så det håbløst ud. Vi går ind i nedrykningsslutspillet med seks point i de sidste tre kampe.

Selv om Sønderjyske har otte point ned til Vejle, og dermed ligeledes otte point til at spille de frygtede playoffkampe om direkte nedrykning, tager Glen Riddersholm den ikke med ro.

- Det giver aldrig ro. Vi er i fuldt beredskab for at skulle overleve. Ro findes kun hjemme foran fjernsynet, når man ikke har et ansvar, siger han.

Anfører i Sønderjyske, Marc Pedersen, var efter kampen mod FC Midtjylland ganske enig i sin træners syn på nedrykningsslutspillet.

- Det ser fint ud. For tre runder siden var vi nærmest afskrevet fra at kunne hente holdene på første- og andenpladsen i nedrykningspuljen. Nu er vi på jagt, siger anføreren.

AC Horsens og AGF har begge 31 point, mens Sønderjyske står noteret for 28 af slagsen. Vejle har blot 20 point på puljens fjerdeplads.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.